Tredje album og stadig i live
Siden debutalbummet i 2015 Wonderland er der sket en del i Grumpynators-lejren. Tre år skulle der gå for at få en opfølger til 2017-albummet City of Sin, men tiden er brugt godt, og motorbilly-formen er blevet finpudset og poleret. Drengene har været en tur i Medley-studiet og har haft godt udbytte af Søren Andersens (Electric Guitars, Jesper Binzer, Glenn Hughes mfl.) magiske fingre og ører. 10 sange er det blevet til i bedste rockabilly-stil, som på papiret burde være ensformigt og kedeligt, men som de formår at variere sig ud af.
Plads til mere end bare fire i gulvet og gulvbas ad libitum
I forhold til debuten Wonderland så er Still Alive klart mere tight produceret. Dog kan det af og til have en downside, da den genkendelige lyd af kontrabassen, som er et drivende element i rockabilly-genren, drukner lidt i produktionen. Når dét så er sagt, så er der ellers smæk for skillingen. Albummet begynder med titelnummeret ”Still Alive”, som er et helt klassisk Grumpynators-nummer, netop med den genkendelige bas, de hurtige trommer, genkendelige guitarriffs og en rytmisk vokal. På skæring tre, ”Blood and Bones”, er vi ovre i noget mere hard rock, som virkelig klæder Emil Øelunds lidt hæse vokal. ”Dream Girl” er en lejrbålssang på steroider. Det klæder vokalen, at man her har lavet den såkaldte slapback-effekt, som er en typisk rockabilly-ting. ”Dream Girl” er nok også for mig en af de stærkeste sange på albummet.
Der er med andre ord blevet plads til både rock, lidt metal og en snert punk, hvor alle sangene dog stadig har den gennemgående lighed, at de er tilført et godt drys af Grumpynators’ motorbilly-krymmel. Meget af det tilskrives nok især Emils lidt småflabede vokal og den altid pumpende kontrabas.
Produktionen sidder skarpt
Mange vil nok mene, at denne type musik tiltaler et helt bestemt publikumssegment, som flere vælger at kalde ”Volbeat-segmentet” – på godt og ondt! Det er måske også meget rigtig, at musikken læner sig lidt op ad deres opskrift, nemlig genkendelighed, højt tempo, ”skrål-med-faktoren” og catchy riffs og tekster. Men inden man lægger flere bands ”for had” (som egentlig er en sær ting at gøre, da musik altid er og bliver en subjektiv vurdering ud fra lytterens præferencer), så er der sgu noget charme i de drenge her.
Det, der for mig gør, at albummet kommer op på en 8’er er, at produktionen står så meget skarpere end på de to forgængere, og at det lyder, som om man har været lidt mere ude i detaljerne på de forskellige sange. Desuden så er den variation, der er imellem sangene, også en stor faktor. Der kommer hele tiden noget nyt eller en anden vinkel på musikken – lytteren lulles ikke bare hen.
Der er ingen tvivl om, at Grumpynators fungerer bedst live; det beviser de til samtlige af deres koncerter, men her har de også begået et absolut glimrende album med masser af variation, genrehop og velspillede kompositioner. Drengene er dygtige musikere, og de formår at skabe en stemning – og ikke mindst en fest – med deres motorbilly-rock’n’roll!
