Sol, stjerne, måne
Melankoli er en kringlet størrelse, smukt indrammet af Søren Kierkegaards citat: ’Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns’. Det er nok også derfor, melankolien oftest banker på døren, når man er blevet lidt grå i toppen, blæren oftere kalder, og livets fejltagelser og forelskelser for længst er blevet arkiveret under fortiden. Betyder det så, at nordmændene fra Green Carnation, mest kendte for mastodontværket Light of Day, Day of Darkness, allerede har toppet? Ikke nødvendigvis. The Shores of Melancholia er første del i en ny trilogi, så flere mulige gode værker venter. Men desværre lever værket op til sin titel og viser sig at være mere endimensionel, end jeg havde håbet på. Som at stå på en smuk strand uden bølger, klar til at surfe. Noget mangler …
En sammenkogt biks
Green Carnation blev dannet tilbage i 1990 i Kristiansand, Norge, og har rokeret en del i sit lineup. Kort før The Shores of Melancholia forlod keyboard- og klaverspiller Kenneth Silden skuden for at forfølge jazzens snirklede veje, hvilket tvang endnu en ændring i besætningen. Green Carnation har langsomt, men bevidst skubbet metallen mere og mere ud på sidespor lidt a la Opeth, og jeg skal ærligt erkende, at jeg er mere fan af deres gamle materiale. Musikalsk befinder vi os et sted mellem Paradise Lost og Pain of Salvation, men der er også enkelte tråde til det altid særprægede Riverside. Nordmændene er uden tvivl blandt de mest teknisk dygtige bands i Norden, og måske netop derfor overrasker det mig, at balancen på The Shores of Melancholia føles så ujævn. Det bliver lidt for meget navlepilleri, som en film med for mange flashbacks, hvor historien aldrig rigtig kommer videre. Man bruger simpelthen for lang tid på at komme fra A til B. Der er dog én ubestridt genistreg. Nummeret ”The Slave That You Are”, hvor Grutle Kjellson fra Enslaved gæster på vokal. Kontrasten, han tilfører, er altafgørende for skiven, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget mere levende, energisk og tredimensionel pladen kunne have været, hvis man havde dyrket den tilgang langt mere.
Når det er sagt, kan man ikke benægte, at Kjetil Nordhus stadig har en vokal, der kunne få selv en stivnakket kirkekorleder til at nikke anerkendende med. Han lyder, som han altid har gjort. Stabil, varm og med en klang, der får selv de melankolske passager til at føles som en personlig rejse for både ham og bandet. The Shores of Melancholia er første del af en planlagt trilogi, men som med en IKEA-reol, der ser lovende ud på papiret, kan vejen til det færdige resultat være lang. Især hvis der undervejs mangler skruer, beslag eller bare en ordentlig samlevejledning. Man kan kun håbe, at Green Carnation undgår samme skæbne, for bandet har allerede én gang været en tur i opløsningsgryden, og den ret behøver ingen tage flere gange.
Mørket falder, og melankolien kalder
Green Carnation er et talentfuld band, men desværre er denne udgivelse en af deres mere forudsigelige. Der mangler simpelthen nogle risici, noget dynamisk og noget mere af den aggression, som Grutle Kjellson bidager med på nummeret ”The Slave That You Are”. Udgivelsen balancerer konstant mellem at være rock og metal, og jeg kan kun krydse fingre for, at den næste portion sange og minder ikke glemmer, at melankoli kun er en brøkdel af det menneskelige spektrum.
