Nytænkning? En by i Rusland!

… Og sådan skal det jo helst også være, når vi taler svenske Grave, der i henved 27 år har hamret god gammeldags old school dödsmetal udover masserne!

Jeg har fulgt Grave siden demo-dagene, og det er et band, som alle dage har holdt et tårnhøjt niveau inden for deres niche af death metal, der i min verden bedst betegnes som dieseldød. Grave fungerer nemlig lidt som en solid, tysk dieseltrækker: Der rykkes tungt derudaf i et slæbende tempo, ja selv når farten sættes i vejret, er Grave aldeles blytungt at lytte til.

En lektion i …

… hvor enkelt god metal egentlig kan skrues sammen. Det er det, Grave leverer med deres nye opus. Her er ikke 17 riffs pr. nummer, en trommeslager der lyder, som om han har 8 arme og 8 ben, eller en produktion der får musikken til at lyde som en maskine. Grave er befriende enfoldigt og leverer bare fede riffs på stribe, som bakkes op af Ola’s og Tobias’ vokaler og et enkelt, tight trommespor, der ligger en massiv bund i musikken. Med de tricks de kan, og som de har perfektioneret gennem en lang karriere, leverer Grave som altid en solid skive. Man nikker med hovedet, stamper i gulvet og hører efter, når de rutinerede svenskere åbner posen og lige nøjagtigt det, er præmissen her.

That forces us to conclude that …

Grave endnu engang har udgivet et album, der holder. Det er ikke Into the grave (1991) eller You`ll Never see (1992) eller for den sags skyld Soulless-klasse (1994), vi snakker her, men absolut et af de bedre Grave-albums fra den nyere era. Så kan man lide sin death metal enkel, heavy og fængende, ja så er det bare med at skaffe sig et eksemplar af Out of respect for the dead.