Depeche Satan

At kalde Gost for et metalband er nok at stramme definitionen af ”metal”. Men trods dette har bandet været at finde på diverse metalfestivaller som Midgardsblot i Norge og turneret verden sammen med Mayhem – ergo må der jo været noget metallisk at komme efter. Det er svært at finde den helt korrekte mærkat frem, men ”darksynth” er nok det mest rammende, altså en kombination af det rå og kolde fra black metallen og det elektroniske virvar og vanvid fra synthwave-scenen. Tænk Depeche Mode med Satan ved roret. Rites of Love and Reverence er bandets sjette album siden debuten Skull fra 2013, så vi må erkende, at Gost ikke just hviler på laurbærrene.

Tøjlet vanvid

Jeg havde fornøjelsen af at opleve Gost  på egen krop  da de varmede op for Mayhem i november ’19. Det var en surrealistisk oplevelse og et sanseligt overgreb, der virkelig delte vandene, og hvis ikke det var, fordi Mayhem selv alle dage har eksperimentet med elektronisk musik, så havde bandet  på ingen måde  passet ind. Men netop det med at være det evindelige ”misfit” virker til at være Gosts modus operandi – hvilket egentlig er utrolig ”metal”, så point for det. Lyrisk er der en tematik om hekseri, satanisme og det okkulte, men derudover er der ikke nogen reel rød tråd at finde på Rites of Love and Reverence. Det ene øjeblik bliver man banket gul og blå af metallisk larm og hård dubstep på ”Bound by Horror”, og det næste sidder du i en mørk skovbund og hører en akustisk guitar synge sin svanesang på ”Burning Thyme”.

Det er altså skizofreni, der står på menuen, og det er altså en tiretters, du skal i gang med! Jeg erindrer, da jeg så dem live, hvordan publikum skiftede fra headbangen til at plukke æbler i løbet af sekunder. Jeg så folk, der både rystede på hovedet og dem, der skraldgrinede. Og den effekt har Gosts musik fortsat, man aner simpelthen ikke, hvad man skal tænke eller føle, ej heller kan man finde en grimasse, der kan passe. Men alt det er fint, for det er nu engang præmissen. Hvad der dog ikke er så fint er, at musikken lider af at blive afspillet under normale omstændigheder. For medmindre man er indehaver af verdens dyreste anlæg eller tilfældigvis har Gost indespærret i sin egen koncertsal, så vil musikken fremstå impotent. Når bassen er den primære drivkraft, så skal der altså virkelig være smæk på, før det for alvor fungerer. Om dette kunne være blevet reddet ved køre det igennem mikseren en gang til, skal jeg ikke kunne sige, men resultatet er altså, at det lyder mere som en prut i et badekar end et tordenskrald på klos hold.

Jeg savner også noget variation på Rites of Love and Reverence, for selvom det er en pose blandede bolsjer, så er det, som om mange af dem bare er Kongen af Danmark i forklædning. Der er dog lyspunkter hist og pist, ”Embrace the Blade” tør lege lidt mere med metallens elementer, ”The Fear” skruer helt op for firserdiskorytmerne og kunne næsten være noget, man brugte i en løbemontage, hvor alle havde stort hår og var iklædt benvarmere. ”Coven” er nok albummets stærkeste nummer, for her formår Gost at skabe en perfekt balance mellem alle de delelementer, der ellers er på Rites of Love and Reverence.

Udbrædt?

Gosts sjette album er ikke en total skuffelse. Men jeg havde forventet at blive blæst bagover, som man blev det af tidligere udgivelser som Valediction eller Behemoth, og spørgsmålet er, om Gost – aka James Lollar – er ved at være brændt ud? Hvorom alting er, så mangler denne sjette udgivelse den slagkraft, som tidligere har været at finde på Gosts værker. Desværre.