Dansk enmands-thrash, ingen nogensinde har bedt om

Man behøver ikke udgive musikken, bare fordi man kan…

Der var engang et absurd dårligt dansk enmandsprojekt, der hed Luzy In Disguize. Deres rædselsfulde debutalbum – og så vidt jeg ved eneste album nogensinde – landede dengang i skødet på mig, og jeg endte med efter den forfærdelige oplevelse, det var at lytte til det, at kvittere med et enkelt kranie. Det hænder ikke ret ofte, men det sker dog af og til, at noget er så mangelfuldt, at der simpelthen ikke er noget godt at sige om det. Og selvom det gør ondt at tildele den absolutte bundkarakter til et dansk band, er det nogle gange nødvendigt. Drejer det sig om et ukendt og fuldstændig ligegyldigt band fra Langtbortistan, så går det nok. Men at give bundkarakter til et band fra sin egen baghave er ikke sjovt.

Nu sidder jeg endnu en gang med en tvivlsom plade, og igen er der tale om et dansk enmandsprojekt. Alarmklokkerne bimlede løs, da jeg læste om det, og ganske rigtigt viste det sig, at dette desværre heller ikke er en plade, der indeholder ret meget, der er værd at juble over.

Fire gode riffs kan ikke bære en plade

Bag det nye danske thrash metal-projekt Ghost Creature gemmer sig en mand, der hedder Martin Johansen. Lidt research viser, at han udover at være ferm på guitar og bas også er rapper, dj og producer. Han har på egen hånd fået bakset debutalbummet Transparent sammen, men det havde han faktisk ikke behøvet. Det er 40 minutter, man aldrig får tilbage.

Pladen starter med “Exoskeleton”, hvor det hurtigt står klart, at både musik, lyd og udtryk lader meget tilbage at ønske. Rigtig meget! Instrumentering, mix samt alle andre aspekter af alle de ellers så skønne vibrationer, der kan komme ud af en højtaler, lyder slet og ret forfærdeligt, og det leder tankerne hen på noget, der let kunne være gamle ødelagte Red Warszawa-optagelser. Blot uden nogen form for humoristisk distance til produktet. Åbningsnummerets respektive riffs fejler sådan set ikke noget, men det er slattent eksekveret og bidrager ingenlunde til den næsten ikkeeksisterende dynamik. Og så er der vokalen. Puha… Det er på ingen måde sang, men snarere dårligt intoneret vrissen med uhyre stærk accent. Er det mon Glenn Danzigs og Dave Mustaines uægte barn, der har været på engelskkursus hos Villy Søvndal? Jeg tror det.

Transparent er ikke en plade, man ligefrem har lyst til at høre til ende, men ligesom det er tilfældet med en ildelugtende containerbrand, er der alligevel noget dragende ved denne slags katastrofer; det er sært fascinerende, og man er nødt til at have det hele med. Og en lille positiv ting er der da også. Nemlig de tre-fire riffs, som trods alt ikke er helt tossede og i sidste ende redder albummet fra den absolutte bundkarakter. Bevares, de eksekveres bestemt ikke godt, men ideen er der, og visse steder kunne man næsten tro, at der var tale om kasserede riffs fra gamle Slayer-demoer. Særligt har titelnummeret, “Plague” og “Roadkill” et par guitarlyspunkter, men det er så også det eneste, der er at komme efter. Nå ja, så udmærker nummeret “Graveyard Shift” sig også en smule, men det er nu mest, fordi det er instrumentalt og dermed giver lytteren en velfortjent pause fra den enerverende vokal.

Skal jeg grine eller græde?

Hatten af for Martin Johansens passion for og dedikation til en af metallens mest robuste og langtidsholdbare subgenrer. Den del er selvfølgelig beundringsværdig, selvom jeg godt kunne have undværet hans trang til at belemre os andre med sin musik. Lyd, sangskrivning og udførelse på Transparent halter over hele linjen, og det er virkelig kun småting, der hæver karakteren op på to små kranier. Jeg er med på, at dedikeret amatørarbejde i nogle tilfælde kan have sin charme, men det er ikke tilfældet her. Ghost Creature er ikke særlig vellydende og bliver ej heller nogensinde synderligt interessant eller charmerende.

Men hvorfor? Man kan selvfølgelig tænke, at det er en joke, men i så fald forstår jeg den ikke. Et tabt væddemål er også et godt bud, men det bliver vi nok aldrig klogere på. Man må bare konstatere, at medmindre man virkelig elsker obskur og low budget-thrash som eksempelvis Shitfucker eller War Ripper, er Transparent nok kun relevant for Martin selv og hans nærmeste venner, der kan hygge sig med pladen over en kop øl eller to. Jeg kan ikke. Uanset antallet af øl.