Det kunne gå bedre

Har man set bare en halv nyhedsudsendelse eller læst en enkelt avisoverskrift eller to, så er det tydeligt at se, at verden ikke ligefrem oser af lykke – man kunne endda argumentere for, at siden corona-pandemien så har vi aldrig for alvor genvundet gejsten og troen på, at alt nok skal gå. Man kunne med andre ord sige, at lykken er størknet. Det er i hvert fald, hvad kvintetten Full of Hell hentyder til på deres seneste langspiller Coagulated Bliss.

Frygtelig og lykkelig

Er man bekendt med Full of Hell, så ved man, at smil og glade dage heller ikke en fast del af repertoiret. Støjende død og grind med hang til kvælende sludge står menuen oftest på. Men Coagulated Bliss har et lille twist.

Det lyder nemlig til, at de utallige samarbejder, som Full of Hell i årenes løb har kastet sig ud i, med ikke-metalliske, mere tilgængelige kunstnere, er begyndt at smitte af på amerikanerne. Bandet har i hvert fald aldrig udgivet en plade, som var nemmere at gå til. Numre som “Half Life of Changelings” og “Transmuting Chemical Burns” er nærmest rendyrket hardcore, konstrueret så simpelt og medrivende, at man næsten er sikker på at blive slået omkuld af en gang skrigende kakofonisk støj mod slutningen. Det kommer bare aldrig. I stedet går bandet skridtet videre på “Coagulated Bliss” og “Vacuous Dose”, der er så perfekt udført i deres kontrastfyldte pop-punk-møder-grindcore stil, at Full of Hell for første gang nogensinde fremstår lykkelige. Det er et udtryk mere sært end en politiker, der tager ansvar, men samtidig er det et band, hvis sangskrivning aldrig har været bedre, uden at man fornemmer den mindste smule anstrengelse eller nervøsitet. 

Lykken varer dog, som bekendt, ikke evigt, og det skal jeg love for, at Full of Hell også når at minde os om. For selvom bandet lyder som en teenagedreng, hvor to ryk og en aflevering for første gang ikke er på fodboldbanen, så er “Fractured Bonds to Mecca” og “Bleeding Horizon” og lukkeren “Malformed Ligature” som at gribe en våd sok fuld af to kroner med tænderne. Støjende og klagende sludge er en perfekt måde at dræne lytterens glade tanker på, og specielt sidstnævntes vrælende saxofon gør det til UG med kryds og slange.

Nu hvor Coagulated Bliss er så kontrastfyldt en plade, så havde jeg dog håbet på, at bandet havde gjort netop kontrasterne endnu større. De støjende elementer skulle have været braget helt op på tinnitus-fremskyndende prøvebillede, samtidig med at det sludgede nærmest krævede en recept på lykkepiller, for at man kunne klare det. Og så havde jeg ikke klaget, hvis det frådende grind-monster for alvor blev fodret og ikke bare fik en lille pindemad på ”Doors to Mental Agony”. Dette havde selvfølgelig gjort pladens 25 minutter til noget af en prøvelse, men nu har Full of Hell aldrig været et band, der var et godt underlæg til søndagskaffen.

Fem år på 25 minutter

Hvor træls det end er, at Coagulated Bliss ikke lige har et par Trumpeting Ecstasy-agtige tilbageblik og ikke lige skruede det musikalske koncept helt op på 11, så er det svært at benægte kvaliteterne. Den tilgængelige og medrivende punk, som tørner sammen med bandets velkendte grind-støj for så at blive trukket ned i sludgens mørke, er imponerende veludført. Faktisk i en sådan grad, at hvis du lige manglede et kort musikalsk resumé af verdens tilstand fra 2019 og til nu, så er Coagulated Bliss ganske enkelt perfekt.