Atlanterhavsnaturen besjæles
Metalmusikken bevæger os gennem forskellige universer. Ind i personlighedens dybe skyggesider, ud i kaotiske, politiserede samfundsbilleder og gennem lyst, krig og ødelæggelse. Hos den spanske melodødsgruppe, Eternal Storm, har musikken dog en anderledes og mere observerende rolle. Her iagttages naturens konstante og frygtindgydende skønhed; Pladen leder lytterens blik fra bjergtoppenes højder, ned over klippegrund og skovprydede skrænter til havkantens bølgeslag og den mystikomgærdede verden nedenunder disse. Flere skandinaviske ekstremmetalbands har naturens storhed og melankoli som hovedtema (her kan bl.a. nævnes norske Borknagar eller danske Sunken som lignende projekter). Eternal Storm bringer med Come The Tide en ny, dog stadig genretro, vinkel dertil.
Storladne og melankolske melodier
Der lægges ud med et todelt nummer, ”Through The Wall Of Light”, som bygger den storslåede, småmelankolske stemning op på fremragende vis. Fra rene akkorder til tremoloriffs og blacktrommer der alle længselsfuldt trækker lytteren dybere ind i oplevelsen, før den sprøde, harske vokal tager styringen. Musikken lægger tung vægt på det melodiske element, der med langsomt fremadskridende melodier fremkalder pladens forskellige stemningsbilleder. Længselstemaet fortsætter hen over ”Detachment” og afløses af den majestætiske ”The Mountains” pludselige, brutale vers. Det spanske band formår indtil videre at bevæge sig fra skrøbelige solomelodier til fuldkoordinerede tremoloangreb på mesterlig vis.
Pladens svaghed bliver dens lidt for ensidige melodiske fokus. Isoleret set fungerer de simple, melankolske passager fint for numrene. Lytter man til albummet som en helhed, kommer man dog hurtigt til at savne lidt mere variation i både tempo og tonespektrum. Stærke såvel som svagere numre bevæger sig inden for samme stil, og sidstnævnte kommer derfor let til at stå i skyggen af andre numre i stedet for at virke som kontrast. Halvvejs gennem det lange nummer, ”Of Winter And Treason”, begynder den tidligere smukke alvorsstemning at trække nummeret ud og tynge det frem for at løfte det. Ved ”The Scarlet Lake” får man en lidt mere eksperimenterende stil, der virker ganske forfriskende for albummet. Guitar og trommer surfer de første fem minutter hen over vandoverfladen, før de til sidst i nummeret igen falder i og synker mod havbunden. Langsomt bevæger vi os ned mod havbunden igen til sidste nummers tunge afrundende melodier.
Musikken lægger sig generelt i fodsporene af den hovedsageligt skandinaviske bølge af naturinspireret, majestætisk ekstremmetal, der tog sine første skridt med bands i den første norske blackmetalbølge. Selvom det efterhånden er en velkendt stilart og tematik i ekstremmetalverdenen, skaber Eternal Storms anderledes baggrund en vinkel på genren, der godt kan være aktuel, selv for gamle kendere. Det er de færreste, der kan prale af at have lagt øre til en saxofonsolo på et black-inspireret nummer (hør introen til ”Through The Wall Of Light pt. II”), og selvom fascinationen af tidevandets evige kraft er fælles for mange bands, bidrager den spanske baggrund med en anderledes stemning til temaet.
Lad ekstremmetallen være vandreguide
Kort sagt kan det klart anbefales at give Come The Tide et lyt. Hvis ikke hele pladen, så eventuelt blot intronumrene, ”The Mountain” og ”The Scarlet Lake”. Eternal Storm er blot en ekstra produktionsmæssig finpudsning og et par melodiske krydderier fra at befinde sig på niveau med genren og tematikkens topkunstnere, og de har bestemt fortjent de syv kranier, der pryder toppen af denne anmeldelse.
