Epica - The Quantum Enigma

The Quantum Enigma

· Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk metal, Power metal
Spilletid:69.27
Antal numre:13

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 2 stemmer.

Hollandske Epica har travlt med udgivelserne - Efter 2013 Live-mesterværket, Retrospect, er de nu klar med deres nye studiealbum, The Quantum Enigma!

Introduktion

Hollandske Epica har efterhånden været på banen siden 2003, hvor de ændrede navn fra Sahara Dust til Epica. Bandet har Mark Jansen og Simone Simons i spidsen, og gør sig i Symfonisk/Power metal, hvor vi får Simone's skønne vokal i alle feminine afskygninger ledsaget af Mark Jansen's mangfoldige vokal og spændende korsang – Selvfølgelig i følgeskab med de symfoniske toner, men også tungere metalliske toner. Epica har gennem årene leveret seks Studiealbums og diverse Live albums/DVD'er osv. Nu er de atter på banen – denne gang med deres syvende studiealbum, The Quantum Enigma.

Gennemgang

The Quantum Enigma består af 13 numre, der strækker sig over i alt 67 minutter. Albummet udkommer den 2. maj via Nuclear Blast, og er indspillet i hollandske Sandlane Recording Facilities, i samarbejde med Joost van den Broek på produktion og danske Jacob Hansen på mix. Resultatet er et fantastisk smukt og vellykket album, der bestemt ikke blegner i forhold til Live-mesterværket, Retrospect, der udkom sidste år. Jeg synes, at de seneste studiealbums virkelig har haft svært ved at fastholde min opmærksomhed og interesse, men med The Quantum Enigma er der kommet et studiealbum på banen, der har mere kød på end forgængerne – Nemlig i form af nogle super fremtrædende detaljer og en fantastisk fyldig og dybere lyd. Det virker faktisk som om Epica har fået fastlagt deres helt sikre stil, men det kan også være produceren der har ramt mere end plet – For der er en super lækker lyd og de orkestrale toner er rigtig fint tilpasset, så de ikke tager for meget over. Det har somme tider virket som om de har haft lidt for travlt med at prøve på at skabe overdådige kompositioner, uden helt at have en idé om hvordan og hvorledes det hele skulle hænge sammen i det lange løb – men på dette album virker det som om de har fundet en rigtig god balance. Det er lidt svært at forklare, for stilen er stort set dén vi kender fra Epica, men der er ligesom en mere kraftfuld "rød tråd" gennem albummet: Der er de symfoniske udskejelser i form af orkestertoner og lækker korsang, som går hånd i hånd med de mere jordbundne og tunge, metalliske toner og Mark Jansen's dybe røst, der går ud på skiftevis growlagtig og forholdsvis clean vokal. Simone Simons svigter selvfølgelig heller ikke: Hun leverer den fine - og til tider skrøbelige – vokal, som vi kender. På albummet får vi i øvrigt en lang række catchy numre, som f.eks. "The Second Stone", der både har Power elementerne og gode symfoniske indspark, som koret i baggrunden, strygere og orkestertoner - dog uden at det løber løbsk. Nummeret "Canvas Of Life" kan allerede nu stemples til at blive en klassiker – Det er intet mindre end en skøn ballade, men en fantastisk 2-minutters intro i form af Simone's skønne vokal, akustisk guitar, piano og dæmpede orkestertoner i baggrunden. Heldigvis forbliver nummeret stille og roligt, nærmest dæmpet, og utrolig smukt udført - Et enestående nummer, der giver gåsehus fra start til slut. Det afsluttende titelnummer, "The Quantum Enigma", er et lille mesterværk i sig selv, med en længde på lidt over 11 minutter, rummer det Epica i alle afskygninger, og ligger bestemt også i "Ballade"-enden.

Konklusion

Epica har med The Quantum Enigma helt klart leveret et klasse album, hvor vi kommer hele vejen rundt i Epica's univers – Der er alt fra hårdtslående Power metal til fantastiske Symfoniske ballader. Især "Canvas Of Life" giver anledning til gåsehud, og er simpelthen helt perfekt skruet sammen. Om det "kun" er fordi produktionen er ud over det sædvanlige, eller om det er Epica, der har fundet deres rette skuffe, i form af deres kompositioner, er svært at sige – Men i hvert fald er der sket en meget positiv forandring i forhold til deres tidligere udgivelser. Jeg er meget tilfreds!

Her får du nummeret The Essence Of Silence.

Tracklist

  1. Origem
  2. The Second Ston
  3. The Essence Of Silence
  4. Victims Of Contingency
  5. Sense Without Sanity - The Impervious Code
  6. Unchain Utopia
  7. The Fifth Guardian - Interlude
  8. Chemical Insomnia
  9. Reverence - Living In The Heart
  10. Omen - The Ghoulish Malady
  11. Canvas Of Life
  12. Natural Corruption
  13. The Quantum Enigma - Kingdom Of Heaven part II