Legen… Wait for it…
Siden deres debut, Seeds of Rage, fra 95 har toscanske Eldritch produceret skiver til højre og venstre med få års mellemrum. Der har været alt fra mesterværker, såsom Headquake, til bommerter som Neighbourhell, men man kan jo ikke please alle hver gang. Nu er de så klar igen, for tiende gang, med albummet Cracksleep.
Komakamp
Italiensk metal har en helt særlig lyd, uanset om det er Eldritch, Rhapsody eller Fleshgod Apocalypse. Det er, som om at den episke, symfoniske og teatralske tilgang fra renæssancen er indkodet i deres dna; de kan slet ikke lade være! Alle soloer skal være (over)dramatiske, der skal være et keyboard, og ofte skal hver sang have en intro med strygere og andre herligheder. Vokalen skal ligeledes være af en slags, der kan ramme alle toner uden problemer. Eldritch opfylder alle krav, og Terence Holler synger stadig lige så bombastisk, som han gjorde tilbage i 1995, hvilket er meget imponerende. Cracksleep handler om søvn, drømme, koma og døden, hvilket er meget passende; man skal være virkeligt hardcore Eldritch-fan for ikke at sidde og gabe et par gange i løbet af de cirka 52 minutter, som albummet varer. Man skal virkeligt være helt usædvanligt pjattet med italiensk prog eller Eldritch for ikke at finde det her album kedeligt – eller hvis vi skal være helt ærlige: røvhamrende kedeligt. Bevares, der er da enkelte passager, hvor især de to guitarister Eugene og Rudj prøver at sætte gang i festen med et galopriff eller lignende, men der går kun et par sekunder, før vi er tilbage ved den samme ensformige, sløve balladeform igen. Et prima eksempel på dette er nummeret “Voices Calling”, hvor der går præcis 37 sekunder, før det bare er Terence og keyboardet, der hyler op om, hvor slemt det hele er. Der er ingen tvivl om, at Eldritch er dygtige musikere, men nøj, hvor betyder dét at være dygtig ikke nødvendigvis, at man også kan lave god musik. Terence er en dygtig sanger, men hans lyrik er simpelthen pinlig, fx denne perle fra nummeret “Staring at the Ceiling”: ”Sometimes I need to cry, but without me knowing why”. Jamen altså da, hvad er det her dog!? Så er det nærmest ligegyldigt, hvor dygtige ens musikere er, hvis man insisterer på at skrive sangtekster, der ville få Taylor Swift til at fremstå som Shakespeare!
Prinsessen på ærten
På 11 numre vræler Terence om, at han bare ønsker sig en god lur. Det er det mindst mædl, jeg nogensinde har hørt. Og nej, det er ikke, fordi metal skal være én stor penismålekonkurrence, hvor det kun gælder om at være så brütal som muligt, og hvis dit testosteronniveau er under 666 %, så er du bare en taber og en poser, men for pokker, Terence! Så gå dog ind og tag den lur, menneske, og kom igen, når du er vågnet ordentligt op og har fået noget livslyst igen. Jeg kan sagtens værdsætte melankoli, tristhed og andre gotiske værdier, men det her er jo blot nosseløst klynkeri, og ærligt talt så virker det til, at Terence spilder de andre musikeres tid og talent. Så Eldritch, få hældt et glas varm mælk op til Terence, så han kan få sig en ordentlig skraber, og så prøver vi igen om to-tre år, når han er vågnet. Aftale?
