Eisenkult - Vulgäre, deutsche Hassmusik

Vulgäre, deutsche Hassmusik

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Avant-garde Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Hvad helvede forgår her!?

Lad mig starte med at være helt og aldeles ærlig. Vulgäre, deutsche Hassmusik er et album med en spillelængde på omkring 40 minutter, og allerede da jeg var halvandet minut inde, udbrød jeg mit første ”hvad helvede!?”. Egentligt kunne den sætning snildt være opsummerende for albummet. Eisenkult er ikke din morfars black metal, i hvert fald ikke udelukkende. At skulle beskrive det lyriske univers, som Eisenkult boltrer sig i, på en enkelt A4-side bliver måske lige så udfordrende som at lytte til musikken, men hvo intet vover!

Vulgäre Displäy öf Pöwer

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg skiftede mening fra ”hold kæft, det er fedt!” til ”hold kæft, det er mærkeligt!” i løbet af albummets spilletid. Det ene øjeblik er vi ude i sådan helt klassisk midttempo black-thrash metal med uhyre simple hulemandsriffs, det næste er der 8 bit-synths og fællessang om lejrbålet, og slutteligt ender vi i kirken til en orgelkoncert med Rammstein-elementer.

Derfor må jeg konkludere, at albummets titel er den absolut bedste måde at beskrive albummet på, for det er vitterligt vulgær, tysk hadmusik – ligeså beskriver albummets cover, et af Hieronymus Boschs vanvidsmalerier, musikken helt perfekt.

Men trods det absolutte vanvid er der noget genkendeligt over musikken samt dens struktur, hvilket nok skyldes, at to tredjedele af bandet også spiller i Asenheim, som jeg netop har anmeldt. Bandet har genindspillet nummeret ”Niederes Gewürm”, som de udgav som en del af en split-EP sammen med bandet Atronos sidste år, og det fremstår en kende dovent. Mestendels fordi det nummer slet ikke passer ind i det større soniske narrativ. Heldigvis kommer bandet stærkt igen med nummeret ”Gnadenwille”, som selv for Eisenkult er en ambitiøs størrelse på hele syv minutter. Samlet set formår at opsummere helt præcist, hvad hulen bandet egentlig er for en størrelse.

Ligeså bliver det hurtigt tydeligt, at Eisenkult ikke rigtig tager noget alvorligt, her er ingen ”trve kvlt”-fornemmelser at spore, tværtimod virker det, som om fis og ballade er den dominerende faktor, når de herrer går i studiet – hvilket bestemt er en tilgang, der ofte mangler, når vi snakker black metal. Det er umuligt at komponere og fremføre et nummer som ”Der Teufel hat’s gesandt”, der lyder som hvis Sodom og Caladan Brood jammede, uden at fnise.

Gal oder genial?

For at opsummere så spiller Eisenkult traditionel black-thrash, der minder om både tidlig Sodom og Destruction, men de vælger så at tilføje en særdeles avantgardistisk metodik, der involverer skæve rytmer, kirkeorgel, synthesizers og i bund og grund alt, hvad de ellers kan finde, selv køkkenvasken. Overordnet set virker det, og bandet formår at boltre sig igennem sit eget musikalske landskab uden at falde på halen. Dog er der skønhedsfejl hist og pist samt en række valg, man som lytter kun kan sætte spørgsmålstegn ved. Som for eksempel inddragelsen af ”Niederes Gewürm” eller albummets lukker, ”Sendung und Segen”, der kun bidrager med fyld.

Tracklist

  1. Anrufung
  2. Der Teufel hat´s gesandt
  3. Bizarr und erbärmlich
  4. Da ist nichts
  5. Tränensäufer
  6. Wer schlug deinen Abel tot?
  7. Te Deum
  8. Niederes Gewürm
  9. Gnadenwille
  10. Sendung und Segen

Kommentarer (3)

Napoleon den mindre. 167

Hash musik

Det lyder fint nok. -Skiven fortjener kanonosering indenfor den danske sangskat.

Napleon den mindre

18 bit

Love it

Søren Pape (K)

16 bit

fedt nok