Hvad laver de dernede?
Hvad der foregår nedenunder, har alle dage været et interesseområde for metallen. Noisy Neighbours tager det ret bogstaveligt med underboen, for glam-rocken var det mere under bæltestedet, men for ekstremmetallen har det ofte været det, som foregik under jorden. Nogle bands skulle bare ned i kisten, andre ville se, hvem der gemte sig i de mørke huler, og rigtig mange syntes, at sightseeing i helvede bare var det fedeste. Denne fascination af det nedre har tre amerikanere taget til sig og dannet bandet Dwelling Below på baggrund af. De er nu klar med pladen Wearisome Guardians.
Flyttefirmaernes rædsler
Da trioen på intet tidspunkt lægger skjul på inspirationerne fra Incantation og Winter, så er det intet under, at vi skal ned i hulens mørke. Helt derned, hvor mørket føles levende.
Inden vi begynder at lede efter de nedre regioners puls, skal vi dog lige derned. Og hvilken bedre rejseguide end et titelnummer solidt bygget på Winters utrætteligt vedholdende rytmesektion. Tungt, bestemt og med nok kræfter til at slæbe selv den mest modstridende turist ned i dybet. Men som alle gode turguider ved, så skal vi rundt til alle seværdighederne inden endestationen. Og på “Wearisome Guardians” er der rigeligt at se på. Kommanderende Immolation- og Incantation-riffs, så langt øret rækker, i et lækkert samspil med smukke, dissonante og forvrængede tidlig Paradise Lost-melodier, alt imens den dragende kaotiske galskab fra Ascended Dead sniger sig rundt i krogene. Efter en formidabel nedstigning nøjes dette kaos dog ikke med at snige sig rundt længere. Stadig holdt i et stramt death/doomet jerngreb hiver og flår “Termination Experiments” i sine tøjler, skummende af galskabens vrede ganske få millimeter fra dit ansigt. Til trods for den umiddelbare fare for at miste sin fornuft er det næsten umuligt at slippe øjenkontakten med det voldsomme og brølende mørke, man står overfor, velvidende at det øjeblikkeligt vil hive dig ned i evighedens sorte dyb. Man kunne dog godt have mistænkt Dwelling Below for at have skumle planer om udflugten ned i dybet. For med melodiske afbræk, hvinende følelsesladede soli og en vished om, at der er skønhed i afgrundens buldrende dyb, overbeviser “Sacraments” dig om, at dette ikke bare er en udflugt, men at Mørkevej 999, 666 Afgrunden bør være din nye postadresse.
Det eneste lille men, der er omkring din snarlige flytning, er, hvorvidt stortrommen flytter med. Det er den umiskendelige skrivemaskine-klikken, der, specielt på “The Altar”, lyder som en Lovecraft-fan, der på ti minutter ustoppeligt hamrer sit mursten-fanfic om sin tur i mørket af sted. Dødsmetal i halvfemserne gjorde meget godt, men dette er en ting, der godt kunne være blevet i det gamle årtusinde. Mellemspillet “Interlude” er udmærket, men lyder mere som en undskyldning for, at rejseguiden lige kan træde af på naturens vegne, end et reelt nødvendigt stop på turen.
Book din sommerferie nu
I et virvar af hulemandsdødsdoom, briternes romantiske tilgang til samme genre og en god portion kvælende dissonans kommer Dwelling Below ganske helskindet igennem Wearisome Guardians. Pladen oser af stemning og atmosfære fra både frygten for, hvad der gemmer sig i mørket, og fra den skønhed, der ligger i at være i et med dybet. Alt i alt en udmærket feriedestination, som dog godt kan være overrendt af ivrige forfatterspirer og deres skrivemaskiner.