Dizzy Mizz Lizzy 2.0 – ja tak!

Fire år er gået, siden vi sidst hørte nyt fra Dizzy Mizz Lizzy med pladen Forward In Reverse, som vi her på redaktionen kvitterede med otte ud af ti kraniehoveder. Nu er det tid til at føre arven videre med Alter Echo, et ambitiøst hårdtslående rockprojekt i en sådan grad, vi ikke har hørt fra dem før. Væk er ballader og fællessange, til gengæld får vi den velkendte Dizzy-lyd, med elementer fra stoner- og progverdenen, mikset sammen i en musikalsk cocktail, der bare venter på at blive indtaget!

Alter ego?

Det er måske groft sagt at kalde pladen for Dizzys alter ego, alligevel skiller den sig markant ud fra de tre tidligere. Bandet har nyligt udtalt sig til dette års GAFFA-pris, at de er et sted i livet, hvor de er optagede af den noget tungere musik, og endelig har haft tiden, samt overskuddet, til at få skabt denne plade. Her er metervaren smidt væk, og den musikalske udfoldelse har fået et boost. Det er faktisk kun pladens intro ”The Ricochet” og den anden udsendte single ”California Rain”, som kan tælles på en spillelængde under fem minutter. Paradoksalt i en tid hvor alt radiovenligt helst skal kunne fyres af på under fire minutter og indeholde så meget anti-analogt som overhovedet muligt. Det er befriende at få et album af denne kaliber på dansk territorie, men hvad kan man så forvente, når man smider den nye skive i stereoen?

Gutterne har formået at beholde den velkendte Dizzy-lyd og alligevel tilføjet en ekstra dimension til musikken, hvor man også kan finde små godbidder her og der, som peger tilbage på debuten. Pladens intro, ”The Ricochet”, fanger hurtigt lytterens opmærksomhed med sine dæmrende lyde og distortede guitarpassager, som fader ind og ud. Herefter slår den over i ”In The Blood”, som er pladens første udsendte single. En langsom, tung banger, der brager derudad i næsten seks minutter. Verset er utrolig stærkt og falder naturligt i takt med åbningsriffet, som er bærende sangen igennem. Næste nummer, ”Boy Doom”, har ligeledes et utroligt ørehængende guitarriff, og igen er det verset, der står utroligt stærkt. Tempoet er noget uvant skruet ned på dette nummer, men trækkes op i omkvædet og giver nummeret en god dynamik.

Hvis man skulle vove pelsen og komme med et bud på en ny ”Silverflame”, må det være på nummeret ”The Middle”. Ikke at jeg tror, det har været intentionen, men der er nogle fine akustiske passager, en flot falset i omkvædet, og en meget lignende optakt til nummerets guitarsolo, når trommerne slås an. Herefter bliver den velkendte stratocaster vredet utrolig følsomt og melodisk, præcis som på ”Silverflame”.

Pladens sidste halvdel består af et 25 minutter langt nummer, ”Amelia”, som er delt op i fem forskellige skæringer. Her får man virkelig smagt på, hvordan bandet har rykket sig. Hver passage har noget forskelligt at byde på, dog synes jeg, at det er lidt ærgerligt, at de ikke er gået hele vejen og har sat det sammen til ét langt nummer. Særligt ”The Path of Least Exsistence”, hvor bassen og især trommerne er et bærende element og giver sangen et progget præg, der leder ens tanker hen på bands som for eksempel Mastodon. Den selvbetitlede femte del, ”Alter Echo”, slutter pladen af i en fortrinlig guitarepilog akkompagneret af et flot strygerarrangement.

Sammensurium af fortiden og fremtiden

Jeg vil ikke nødvendigvis mene, at Dizzy Mizz Lizzy med Alter Echo har overgået sig selv, alligevel har denne plade noget andet at byde på end de tidligere. Vi har givet afkald på de iørefaldende radiohits som ”Waterline” og ballader som ”Something so Familiar”, til gengæld har vi fået et værk fra et band, som viser, at de stadig er relevante, og hvor spilleglæden ikke er til at tage fejl af. De pompøse melodier er sat lidt til side, og der er blevet plads til masser af groove, instrumentalitet og musikalsk udfoldelse uden at gå på kompromis med, hvem de er. For de er stadig gode gamle Dizzy Mizz Lizzy. Og med det er jeg er sikker på, at de kan finde vejen frem til nye såvel som gamle fans og samle danskerne i en tid, hvor rocken er allermest sårbar.