Radiohead havde måske fat i noget
Skal man tro på ideen omkring karma, så skulle enhver god og ædel handling, man foretager, påvirke dit liv i en tilsvarende god retning. Ligeledes hvis du er et røvhul, så er livet også bare noget lort. Et nobelt koncept som burde udligne enhver form for ulighed og uretfærdighed i verden. Men da jeg tvivler på, at Vladimir Putin og Benjamin Netanyahu ender deres dage i et mørkt rum, hvor gulv og vægge er langsomt roterende sandpapir, så virker karma som noget opdigtet bavl. Så måske man skulle følge opfordringen fra titlen af tyske Disbeliefs seneste plade Killing Karma.
Lyt aldrig til Yngwie Malmsteen
Er man ikke bekendt med Disbelief, så byder Killing Karma på samme form for semimelodiske tungtgroovende småthrashede dødsmetal, som tyskerne har rystet ud af ærmet siden 1990. Så synes man, Illdisposed er Guds gave til mennesket, så vil man straks føle sig hjemme på Killing Karma.
Tyskerne har dog lidt flere tråde at trække i end bare “posen”. “With Deep Regret” og “A Leap in the Dark” giver det tunge march-groove lidt mere luft under vingerne, hvor specielt Hypocrisys’ lidt mere storslåede tilgang til melodøden skinner klart igennem. Et simpelt twist, men det gør alligevel Disbelief lidt mere interessant end dit gængse leverpostejsdød. Titelnummeret og “The Scream That Slowly Disappeared” bruger stort set samme skabelon, men i stedet for en leverpostejsmad med sky, så bliver den serveret med en lige højre og en gang velfungerende thrashede tæv. Igen ikke en landevinding af dimensioner, men så længe, vi befinder os i denne gren af dødsmetallen, er alt ud over et gumpetungt groove velkomment. Hvilket må siges at have været Disbeliefs fremgangsmåde i 34 år. Små justeringer på en velkendt formel for lige at være et hoved over resten af genren. Og efter denne formel er første halvdel af pladens 13 numre og 56 minutter stykket sammen. Havde Disbelief så bare holdt sig til denne halvdel, så var Killing Karma en udmærket plade.
Vi er nok alle, i større eller mindre omfang, bekendt med Hypocrisy og deres tendens til at smide et par langsommere sjælere ind hist og her. Men hvad nu hvis de var spillet af Illdisposed, fyldte en halv plade, og det hele kom i en lang smøre? Det er dybest set, hvad anden halvdel af Killing Karma byder på. Kedeligt langsommelige skæringer, hvor “Flash of Inspiration” er alt andet, end titlen angiver, og “This Last Order” lever desværre heller ikke over op til titlen om at være sidst. Det lyder til, at Disbelief har opdaget, at de engang har ment, de også havde sludge-elementer, og måden, de inkorporerer det på i dag, er ved at spille første halvdel af pladen i halvt tempo. Det er ikke ringe nok til at tage en tur i en tysk ovn fra 40’erne, men det er gudhjælpemig en kedsommelig affære. Men da Disbelief åbenbart er stålsatte på at levere mindst en omgang direkte bras, så kaster de sig gladeligt ud i et cover af Killing Jokes “Millennium”. Især omkvædet er den værste gang Openhell til dato. En tænderskærende rædselsfuld duet af croonet råb og growl, som tonemæssigt er så mislydende, at Lemmy og Enya havde været et bedre valg.
En træls faktor
Som en afrundende bemærkning kan man undre sig over, om Killing Karma havde været en federe plade, hvis vi i Danmark ikke havde institutionen Illdisposed. Var man ikke bekendt med Bo Summer og hans kumpaner, så havde første halvdel af Killing Karma nok været lidt mere end bare lige over middel. Og tilsvarende så ville anden halvdel af pladen blive set i et mere positivt lys. Men faktum er, at i Danmark bliver vi nødt til at regne med Illdisposed-faktoren, og derfor kommer Disbelief og Killing Karma aldrig op over middel, hvor mange gode takter de ellers demonstrerer.
