‘New School Death Metal’

Mere guf fra skattekisten

Jeg har egentlig aldrig gået og været sådan en, der holdt øje med bestemte pladeselskaber eller i det hele taget haft en idé om, hvem der var hvem. For der er virkelig mange! Men lige hvad angår Transcending Obscurity, så bliver min opmærksomhed altid skærpet, når der lander musik fra dem på mit virtuelle skrivebord. Det er nemlig næsten altid, som om deres bands besidder noget ganske særligt.

For knap et par måneder siden fik vi det fremragende album Nebulous Womb of Eternity fra enmandsprojektet Thorn. Selvfølgelig fra Transcending Obscurity, og hvilken herlig overraskelse det var. Nu får vi endnu en af slagsen, og denne gang er det fra italienske Demiurgon, der disker op med et lille death metal-mesterværk.

Næsten fænomenalt

Kvintetten Demiurgon fra Modena blev dannet i 2001 og hed Hatred helt frem til 2014. Her skiftede de navn og udgav året efter debutalbummet Above the Unworthy. Senere fulgte endnu en plade og et par ep’er, og nu er de ude med deres tredje album, Miasmatic Deathless Chamber. Og jeg kan godt afsløre allerede her, at der er tale om lækkerier.

Hold da ferie, for en start. Man skal ikke mange sekunder ind i åbningsnummeret, “Worldwide Grave”, før luftguitaren er taget frem, og nakken begynder at blive øm. Vi er lidt ude i en hybrid mellem nyligt anmeldte Unaligned, gode gamle Hate og legendariske Morbid Angel. Det holder. Og læg så dertil, at her ikke bare er tale om bulder, brag og instrumenter stemt ned i C. Næ, disse drenge fra støvlelandet serverer teknisk krævende riffs i særklasse, hvilket især er tydeligt på pladens absolutte højdepunkter, “The Era of Defiance” og titelnummeret. Musikken er tilsat en del kompleksitet og progressive elementer, uden her dog er tale om decideret tech death. Egentlig minder guitaren meget om Robb Flynn og Machine Heads melodiske måde at gribe riffs an på, og her i en ren death metal-kontekst fungerer det fuldstændig perfekt. Og så er det ikke kun guitaren, der skal hyldes her. Der skal også lyde en kæmpe applaus til både bandets trommeslager, Riccardo Valenti, og vokalist, Stefano Borciani. De står begge lidt i skyggen af det suveræne guitararbejde, men tag ikke fejl: De gør de upåklageligt.

Med undtagelse af “Flashforward to the End”, som er temmelig jævn og lidt intetsigende, kunne jeg faktisk nævne alle pladens skæringer, når der skal peges på højdepunkter. Jeg nøjes dog med at udpege afslutteren, “Apoptosi”, som man absolut ikke må sidde overhørig, hvis man er bare den mindste smule interesseret i genren. Den binder en næsten perfekt sløjfe på en plade, der kun har én betydelig mangel: Den er alt for kort.

Årets hidtil fedeste death metal-udgivelse

Endnu en gang kan man konstatere, at det i den grad er værd at spidse ører, når Transcending Obscurity har forholdsvis ukendte bands på bedding. De er imponerende dygtige til at støve dem op. Miasmatic Deathless Chamber er næsten den perfekte death metal-plade, som den slags bør lyde i 2025. Man kan måske med en vis arrogance over for en hellig subgenre kalde det ‘New School Death Metal’.

Desværre er pladen med sine kun syv numre, hvoraf et er til den kedelige side, alt for kort til at komme op på en af de rigtig sjove karakterer. Men tag ikke fejl af, at Demiurgon har begået en forrygende plade med gennemarbejdet og fejende flot death metal af den fineste slags.