Udvikling eller afvikling?

2021 har været et særdeles spændende år i forhold til metaludgivelser. Små, nye bands brager igennem undergrunden, mens veletablerede og rutinerede bands snubler over selv de mindste ting. Det er forventeligt og forståeligt, at bands får trangen og lysten til at udvikle sig, ændre sig og prøve nye ting af – stagnation er, trods alt, et kreativt dødvande. Nogle gange er det en udvikling, der fører til en helt ny identitet, andre gange er det småting som en akustisk guitar eller en banjo, der lige får sneget sig ind i mixet. I Deafheavens tilfælde er vi så afgjort ovre i kategorien ”helt ny identitet” – i en sådan grad, at det nærmere minder om en total dekonstruktion af alt, der kom før – Gud bedre det.

Jeg fatter hat!

Deafheaven har altid været et band, der har udviklet sig fra album til album. Fra Sunbather med sit provokerende cover og eksplosive lydbillede til Corrupt Ordinary Human Love, der samlede alle bandets elementer og tilførte det et voksent udtryk. Men uanset udgivelse har der altid været tale om blackgaze-musik: kombinationen af lys og mørke og kunsten at skabe den perfekte balance mellem så to forskellige genrer. Men alt det er nu forsvundet som dug for solen, for Infinite Granite er ikke et blackgaze-album – det er faktisk ikke engang et metalalbum. Det var dog, ifølge sanger George Clarke og guitarist Kerry McCoy, heller aldrig meningen. Det var altid meningen, at bandets femte album, skulle være et misk-mask af dreampop, synth og indierock. Clarke selv påstår, at det kom sig af, at han følte et behov for at udvikle sig som sanger, da han mente, hans udvikling slet ikke matchede resten af bandets – hvilket jo er sympatisk nok. Og det er jo ikke, fordi han ikke har benyttet sig af clean-singing før, men der er immervæk langt fra enkelte passager på enkelte numre og så til et helt album.

Jeg må simpelthen krybe til korset og bekende, at min skuffelse over Deafheavens beslutning og resultatet deraf ikke kan måles. Jeg kan kun forstille mig, det må være sådan her, Metallicafans havde det, da bandet udgav Load i ’96. Jeg har tidligere erkendt, hvor meget jeg holder af Deafheaven, faktisk i en sådan grad at jeg mener, Ordinary Corrupt Human Love er det stærkeste album fra 2010'erne. Det er derfor smerteligt at lytte til Infinite Granite, for udover enkelte momenter på albummets sidste nummer, ”Mombasa”, så er der INTET tilbage af det band, som skrev ”Dream House”, ”Honeycomb” eller ”Baby Blue”. Faktisk ville jeg ønske, at ”Mombasa” ikke sluttede, som det gør, for det smerter mig, at albummet lige slutter af med at vise, at de jo – for helvede – stadig kan lave fabelagtig blackgaze, men at de vælger ikke at gøre det!

Det her album kunne lige så godt være en glemt britpopskive fra 1993. Bevares, allerede på Ordinary Corrupt Human Love fra 2018 var der tegn på, at Deafheaven gerne ville lege med dreampop, men ingen havde regnet med, at de ville skifte stil totalt! Endnu mere bizart bliver det, når man tager i betragtning, at bindeleddet mellem bandets ophav og Infinite Granite er den super thrashede single ”Black Brick”.

Forhåbentligt ikke et farvel, men et på gensyn

Infinite Granite er ikke et teknisk dårligt album. Det er velproduceret, mixet er sublimt, og det er yderst kompetente musikere, der står bag. Men så stopper det også der, for ikke nok med at det ikke er metal, så er det også tomme, musikalske kalorier. Deafheaven bringer intet nyt til indierockscenen, så Infinite Granite ender med at være som et opstillet billede af en fin madret, der viser sig at smage af absolut ingenting. Jeg hylder kunstnerisk frihed, og jeg er ikke selv medlem af bandet og har derfor – absolut – ingen krav på, at de skal gøre det, jeg vil have, de skal. Men jeg må erkende, at hvis bandet besluttet sig for at være et britpopband, så er det på tide, jeg siger stop. Deafheaven, jeg ønsker jeg al muligt held og lykke, men vi er simpelthen vokset fra hinanden – og jo, det er et smerteligt farvel, men ak…!