Daysend - Severance

Severance

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Metalcore, Melodisk Death Metal
Spilletid:46:40
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Melodisk thrash? Skal man godt nok til at tage denne kategori i brug for at finde noget der beskriver denne udgivelse fra Australske Daysend. Daysend scorer fra start af et kæmpestort plus ved at skive musik som man virkelig husker og stærkt fristes til at skråle med på. Dette er en ting som man ofte finder ved emo og pop-rock bands, men som semi-thrash band klarer Daysend det ganske udmærket. Daysend kører konstant mellem to stilarter; det melodiske emo med sang og lyse riffs, og så den velkendte tonser-thrash, som især trommerne gør stor brug af. Dette er en opskrift mange bands efterhånden bruger, højst sandsynligt for at kapre lidt fans fra både heavy- og emolejren.

"Severance" er fornøjelig, både når de trykker den af med 180 km/t med brøl og forvrænget guitar, men så sandelig også når de finder deres pæne side frem og forsøger sig med, en faktisk ret flot, sangstemme og et noget mere forældrevenligt tempo. Den variation, som for en hel del bands kommer til at fungere som et irritationsmoment, vender Daysend til en fordel, og udnytter den til at give "Severance" endnu længere levetid.

På trods af at Daysend, for mig, er helt ukendte, så har de allerede været på tour med sværvægtere som The Haunted, Strapping Young Lad, Entombed og Skinlab. Dette kunne måske være et tegn om at Daysend er et godt bud på et up-coming band på den store heavyscene. Og lad os endelig håbe at det er et band vi kommer til at høre med til i fremtiden.

Har man bare den mindste smag for emo blandet med tempo og brøl, så burde man give disse Australiere en chance. For efter at have indtaget "Severance" efterlades man med en behagelig smag i munden og en herlig ringen for ørene, der fortæller at dette altså sluttede lige så godt som det startede, nemlig med ørehængeren og det hitpotentielle nummer "Born Is The Enemy" som forret, og med forholdsvis langsomme og dystre "Sibling" som en pikant dessert.

Så MTV og Boogie: Stram op. Hiv Linkin Park af skærmen og giv en hånd med at kaste Daysend ud i mediernes skarpe og indflydelsesrige lys i stedet for!