Nomen est omen?
De seneste par år har speed- og oldschool metal fået lidt af en renæssance i takt med fremkomsten af en masse nye, dygtige bands i disse genrer – ikke at det nogensinde har været helt væk. Allerede efter et kort blik på stålsabeltigeren, der pryder albumcoveret på Crucibles første langspiller, Hail to the Force, har man klare forventninger om, at det må være lynende guitarsoli og gennemtrængende highpitch vokal, understreget af en tordnende rytmesektion, der venter en. Men lad os nu se, om pladen lever op til sit navn.
De asfalterer, mens de kører
Med et speedmetallisk brag åbner “Deathdealer” pladen, og stemningen for den næste halve time sættes med guitarfræs af fineste slags fremført af Thomas Carnell og Jon Brogård. Til stor glæde for undertegnede fortsætter det i samme sværd og trolddom-rille med “Embrace of Steele”, hvis lyrik refererer til den skønne 1980’er-film Highlander. Også rent musikalsk er der meget, der fungerer helt fortræffeligt på dette nummer, hvor særligt guitarspillet endnu en gang lader hjertet banke lidt hurtigere. Et element, som dog falder i ører som lidt besynderligt, er den sungne melodi, der særligt på omkvædet virker en smule ude af balance, da skiftet mellem falset og bryststemme er lidt brat. Et nummer, hvor alt dog spiller, som det skal, er “Splashed to the Four Winds”, der også efterlod blivende indtryk hos undertegnede, da Crucible fremførte sangen til sjette udgave af Krypt i Kolding. Sangen brillerer med en velafstemt komposition, hvor de enkelte komponenter forstærker hinanden og sammen skaber en rød tråd gennem hele sangen, der næsten får en til at ønske, at den lige var lidt længere. Et element, der i høj grad bidrager til dette, er Philip Butlers vokal, der befinder sig i et mere naturligt klingende register, hvilket i kontrast også får highpitch-sekvenserne til at fremstå stærkere, hvorved der samlet set skabes et facetrigt udtryk. Også rytmesektionen med Ole Iversen på trommer og Kenneth Frandsen på bas er værd at bide mærke i på dette nummer, da den skaber et solidt grundlag, som binder sangen rigtig flot sammen. Rent kompositorisk er også efterfølgende “Hail to the Force” med sin stigende intensitet meget vellykket. Nummeret åbnes med melodisk guitarsekvens i retning af Iron Maidens “The Evil That Men Do” og bygges efterfølgende op af sagte slag på bækkenet, inden nummeret for alvor sætter farten op. Dette kombineret med det syngmedvenlige omkvæd er en garant for succes.
Udødelig musik
Det bliver således endnu en gang understreget, at vi har at gøre med en genre, der hverken vil dø eller brænde op inden for den nærmeste fremtid, da passionen for rå følelser, kompromisløs guitarlir og tilkomsten af nye bands som Riot City, Venator og Tailgunner er vedvarende. Nu kan vi også regne Crucible med til Tordenskjolds soldater blandt de nye grupper, da de på kompetent vis forbinder nyt med gammelt, og vi vil vente spændt på, hvad fremtiden bringer for de fem speedmetallere.
