Doom, sludge og cowboy-blues i smuk treenighed

Bedre sent end aldrig

Den dedikerede sludge-lytter vil nok undre sig over, hvorfor hulan vi først anmelder denne plade nu. Udkom den ikke sidste år? Jo. I maj 2020 udgav sludge-rockerne fra Denver – In the Company of Serpents – deres fjerde langspiller, Lux. Det gjorde de helt på egen hånd uden noget label i ryggen, og derfor er det først nu, hvor bandet er blevet signet hos Petrichor, at den er landet her på vores redaktion. Og det er vi glade for. Meget glade!

Sæt farten ned og kom længere frem

Dykker man ned i In the Company of Serpents’ bagkatalog, finder man sludge metal af den traditionelle slags: kaskader af riffs, der afløser hinanden, mens den mudrede vokal skælder ud, og bas og trommer skaber et slæbende tungt fundament. Den del af sludgen har den amerikanske trio tilsyneladende hakket af på deres bucket list for denne gang, for på Lux har piben fået en anden lyd: Drømmende soniske landskaber, hvor det atmosfæriske, det bluesede og ikke mindst melodien er i centrum.

Umiddelbart lyder den beskrivelse ikke voldsomt tung eller synderligt typisk for sludge metal, men her skal man tro om igen. Alt ved denne plade er nemlig så underspillet og langt tilbage på slaget, at det groovy og ikke mindst doomede, som mange steder leder tankerne hen på Mastodon og Crowbar, er tungt og ondt som bare fanden. Lyt bare til det ti minutter lange åbningsnummer “The Fool’s Journey” og det efterfølgende “Scales of Maat”. Okay, måske kan det synes kedeligt ved første lyt. Men prøv så lige igen. At kun tre mand kan skabe så meget lyd, ondskab og stemning, er mildest talt imponerende. Og endnu bedre bliver det på det helt fantastiske “The Chasm at the Mouth of the All”, hvor frontmand Grant Netzorg på creepy Leonard Cohen-facon hvisker ondskaben frem med sin clean-vokal. Det er uden tvivl et af årets hidtil bedste numre.

Lux er med sine to korte interludes, “Daybreak” og “Nightfall”, reelt kun en plade på seks numre. Men hvilke numre! Pladen er en formidabel lytteoplevelse, der, udover de førnævnte skæringer, kulminerer med afslutteren “Prima Materia”, hvor der for en stund går Black Sabbath i den. Med et brag af et riff til at lukke og slukke pladen efterlades lytteren med en skøn mæthedsfornemmelse i sindet. Lux skal ikke bare høres – den skal opleves.

En af årets stærkeste plader

Lux kan være en enormt stenet og måske endda kedelig oplevelse ved første lyt. Men væbner man sig med tålmodighed, venter en stor gevinst. Forvent ikke sludge metal a la Weedeater eller Eyehategod, men nærmere et southern bluesrock-skolet og doomet sludge-band, der lader sig inspirere af Crowbar, Mastodon og en smule Electric Wizard. Pladens dybde, tunghed og fabelagtigt dragende soniske univers vinder frem for hvert lyt, og jeg tøver ikke med at udråbe den til en af årets hidtil bedste. Fra nu af holder jeg skarpt øje med In the Company of Serpents, for jeg kan næsten ikke udstå tanken om at have overset denne plade i mere end et år.