Dødsmetallens sidste boss

Blot to år efter udgivelsen af deres seneste album er dødsmetalpionererne fra Cannibal Corpse tilbage bag slagterbænken på bandets 16. udspil Chaos Horrific. Albummet er efter deres eget udsagn blevet til i tiden umiddelbart efter udgivelsen af Violence Unimagined, da bandet alligevel ikke kunne turnere med den seneste plade grundet den globale party pooper Covid19. På Chaos Horrific er Cannibal Corpse driftssikkerheden selv – men man kan ikke undgå at få fornemmelsen af, at kannibalerne har plukket lige rigeligt fra overskudslageret på den succesfulde forgænger.

Rigeligt med kindheste, men ingen præmiepony

Tampa-drengene har aldrig været typerne, der spilder tiden på at lubrikere lytternes øregange med blide introer eller andet instrumentalt forspil, og på Chaos Horrific bliver der vanen tro gået knastørt til værks. Alex Websters bas får et par sjældne sekunder i rampelyset på intronummeret ”Overlords of Violence”, et nummer, der griber dig om struben fra første sekund med dets nakkebrækkende blast beats og hvirvlende riffs. Stilen fortsætter på de efterfølgende numre, der alle er som taget ud af første side i Cannibal Corpse-manualen. Det er groovy, det er makabert, det er brutalt as f*ck. Hvis George ”Corpsegrinder” Fischers stemmebånd har taget skade af de snart tre årtier bag roret på dødsmetallens flagskib, så skjuler han det umanerligt godt. De karakteristiske maskingeværsgrowls flyder ubesværet og med enorm autoritet fra Hr. Fischers kolossale hals, der vel efterhånden er blevet mere ikonisk end manden selv.

Når man lytter til albummet kan man ikke blive overrasket over, at bandet har valgt ”Blood Blind” og ”Summoned for Sacrifice” som henholdsvis første- og andensingle. Her sidder signatur-lyden lige i skabet, og de hooks, der er blevet bandets varemærke, leveres med en sådan kraft og præcision, at selv Muhammad Ali ville blive grøn af misundelse. Desværre har Cannibal Corpse ikke evnet at  levere samme kvalitet på pladens resterende numre,  der mestendels fremstår som ligegyldigt fyld og formentlig har været de bastarder, der ikke klarede cuttet på Violence Unimagined. Det kan virke som et vildt udsagn, når det nu trods alt er ekstremmetal, vi taler om – men det her virker som en magelig plade. Jeg savner grundlæggende den snert og den maniske vildskab, der har været med til at udødeliggøre bandet. Der er ingen momenter på albummet, der er synderligt mindeværdige. Ingen øjeblikke, hvor man virkelig sidder blæst tilbage i stolen og føler, at man er blevet tæsket i ansigtet med en muggert. Ingen ”Frantic Disembowlment”, ”Scourge of Iron”, ”Evisceration Plague” eller ”Hammersmashed Face”. ”Fracture and Refracture” er dog en lille skjult perle, hvor groove, galskab og guitarsoloer leveres med en sådan appel og dynamik, at den godt kunne få en semi-permanent plads på bandets sætlister de næste mange år. Men herudover er det småt med højdepunkter, og navnlig på den sidste halvdel af pladen er det vanskeligt at adskille numrene fra hinanden. Jo, nogle numre indeholder blitzende thrash-elementer (”Vengeful Invasion”, ”Pitchfork Impalement”), mens andre er mere ”slowburners” i både tekstur og opbygning (”Drain You Empty”); men kvaliteten når ikke et niveau, hvor jeg sidder tilbage og tænker, at der er et eneste nummer, der ville stryge direkte ind på et ”Best of Cannibal Corpse”-opsamlingsalbum. Dertil er der for lidt nerve – for lidt oprigtighed, i mangel af bedre udtryk. Jeg overbevises ikke af den mareridtsagtige atmosfære, som bandet forsøger at kommunikere via musikken, fordi lyrikken og det musikalske landskab ikke ledsages af en energi, der får ondskaben til at virke troværdig. Hvilket er en skam, for flere af numrene – herunder de føromtalte singler samt ”Fracture and Refracture” – har bestemt et potentiale, men det drukner desværre i den middelmådighed, der præger resten af Chaos Horrific.

Smid nu tøjlerne!

Det gik vildt for sig, da Cannibal Corpse i april gæstede Train i Aarhus, og ”Corpsegrinder” fik i den forbindelse uddelt en sviner til vagtpersonalet for at være ligeglade med tilhørernes sikkerhed. Samme anke, men med omvendt fortegn, kunne jeg rette mod frontmanden selv efter at have hørt Chaos Horrific til ende – hvorfor i alverden er det ikke mere farligt? Albummet er umiskendeligt et Cannibal Corpse-værk, men det er ikke lykkedes bandet at reproducere live-sættenes vildskab hjemme bag mikrofonerne i solskinsstatens magelige rammer. Brandærgerligt. Men ret skal også være ret – alle medlemmer af kvintetten besidder en gudsbenådet teknik inden for deres respektive discipliner, og et Cannibal Corpse-album kan bedst sammenlignes med en pizza – selv når det er dårligt, er det aldrig sådan rigtig dårligt. Det høje bundniveau trækker da også lige akkurat Chaos Horrific op på karakteren ”okay”, men albummet kommer næppe til at fylde meget i fansenes bevidsthed hverken på kort eller lang sigt.