Sol over … Ungarn?
Jeg vælger at starte med at adressere den enorme elefant i rummet – nemlig bandets navn. For hvorfor i hede hule helvede har et ungarsk black metal-band valgt at opkalde sig efter en lille dansk ø primært kendt for et fesent stykke smørrebrød med sild og æg? Jeg kunne finde to forklaringer, og ret skal være ret, ingen af dem var det, jeg ville kalde for ”gode”, men sådan er der så meget. Forklaring nummer et er, at den oprindelige befolkning udvandrede til Ungarn i bronzealderen, mens forklaring nummer to er, at de har opkaldt sig efter virussen ”bornholmsk syge”, også kendt som ”Djævlens greb”. Nu, hvor etymologien er på plads, kan vi så dykke ned i bandets femte album Apotheosis, et album lige så farligt som Krøllebølle!
Hyggelige hedninge
Bevares, vi skriver ikke længere 1994, og ingen er derfor bange for black metal længere (måske undtagen en håndfuld kristne mødre i Texas). Det forhindrer dog ikke diverse black bands i at forsøge fortsat at fremstå så farlige som overhovedet muligt. Det gælder dog ikke for de ungarske hedninge i Bornholm, den slags virker de umådeligt lidt interesserede i, i stedet er det musikalske fokus på de store melodier og stemninger – Bathory og Rotting Christ har klart været større inspiration end for eksempel Mayhem og Darkthrone – bare lyt til førstesinglen ”I Am War God”, det nummer kunne lige så godt stamme fra Triarchy of the Lost Lovers.
Der er masser af akustisk guitar, bjælder, messende korvokal og andre elementer, som medvirker til at skabe følelse af at stå foran en ovoo dedikeret til en for længst glemt gud dybt inde i en mørk og kold skov. Lyt til ”The Key to the Shaft of the Abyss/Black Shining Cloaks”, og fortæl mig, du ikke har lyst til at brøle ”Hil Hadúr!” af fulde lungers kraft.
Hvis man ikke helt har forstået, at black metal nu engang er den ypperligste form for metal, så er Apotheosis et fremragende introduktionsalbum til genren, da det indeholder mange af de elementer, der er med til at gøre genren det, den er, men samtidig uden alt det, som ofte får folk til at slukke. Faktisk minder albummet ret meget om Yoth Iria's debut fra januar. Der var der også fokus på melodier, guitarriffs og stemning – og knap så meget nitter og Satan. Dog savner jeg en smule aggression og vrede, bare en my! For nok er Bornholms femte album et udmærket et af slagsen, men det bliver lidt for tamt og ufarligt til tider, og det kombineret med det insisterende fokus på stemning og melodi er med til at trække albummet unødvendigt meget i langdrag. Derudover har Bornholm en bestemt sangstruktur, som de holder meget af, og den bliver genbrugt igen og igen på størstedelen af numrene, så der opstår også en vis monotoni, som ikke gavner helhedsindtrykket.
Skønhedsfejl og sarte ører
Summa summarum, så gør Bornholm meget rigtigt på Apotheosis. De formår at skabe en stærk og dyster stemning, som er ret så opslugende. Men de mestrer ikke tiden, så desværre er der lidt rigeligt fyldstof, og jeg ville sådan ønske, de bare på ét nummer havde sagt ”fuck det”, og så bare braget derudad i tre minutter. Et sådant lille aggressionsudbrud ville have klædt albummet og skabt noget kontrast. Men ser man bort fra de skønhedsfejl, der er, så er Bornholms nyeste udgivelse en fremragende omgang episk, atmosfærisk vikinge-black – som er velegnet folk med sarte ører, men som har mod på at udfordre deres musiksmag.
