Borknagar - Winter Thrice

Winter Thrice

· Udkom

Type:Album
Genrer:Progressive Black Metal, Folk metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 2 stemmer.

Fuldendt symbiose

Denne anmeldelse kunne såmænd skrives på kun to linjer, for det er simpelthen et imponerende flot album, hvilket ikke er overraskende, når man ser på hvem Borknagar er.

Den musiske kunnen er noget nær perfektion, og i de enkelte numre er musik og lyrik en fuldendt symbiose!

(Kender du Borknagar i forvejen, er ingen yderligere forklaring nødvendig. Kender du Ikke Borknagar i forvejen, så får du altså selv lov til at tjekke Øystein G. Brun, Jens F. Ryland, Simen "ICS Vortex" Hestnæs, Anders "Vintersorg" Hedlund, Lars "Lazare" Nedland og Baard Kolstad's baggrunde, for de er meget, meget vidtrækkende ind i den norske musikverden)

Storslået

Winter Thrice er et typisk Borknagar album - typisk forstået sådan, at det er let genkendeligt unikke Borknagar. Bandet kan det der med at få tingene til, ubesværet, at fungere. Alle krav, man som lytter kunne tænkes at stille, bliver opfyldt, og på Winter Thrice er de oprindelige Black elementer (som jeg personligt sætter mest pris på) fra det tidlige Borknagar perfekt blendet med det eksperimentelle og Folk elementerne (som jeg synes tog en smule overhånd på Urd). De er som et vandløb, der flyder gennem hele albummets lydlandskab, og binder det hele sammen i en storslået hyldest til den norske natur, som jeg opfatter Winter Thrice som værende - Bare se selve Winter Thrice videoen, der i øvrigt har Kristoffer Rygg (Måske bedre kendt som Garm fra Ulver) med på en virkelig flot gæstevokal - og han er også at høre på nummeret Terminus.

Energien og aggressiviteten er tilbage for fuld udblæsning både i vokal og trommer, samtidig med du får de flotteste harmonier både fra guitar og imponerende vokaler, fantastisk flot ren bas og flydende, energisk flot orkestralt keyboard (Tænker her specielt på When Chaos Calls, som jeg er ret begejstret for). Jeg vil faktisk ikke dissekere musikken yderligere - du skal selv lytte til albummet!

Intet mindre end imponerende

Jeg har godt nok blæst dette album mange gange allerede, og begejstres til stadighed over nye detaljer jeg opdager i musikken. Winter Thrice er en lydmæssig naturoplevelse af den allerbedste slags. Produktionen er flot, og der er gjort plads til tydeligt, at kunne sætte pris på alle instrumenter og de forskellige (typer) vokaler. Borknagar har skruet et perfekt album sammen her. Alle elementer af musikken er, som tidligere skrevet, en fuldendt symbiose.

Tracklist

  1. The Rhymes Of The Mountain
  2. Winter Thrice
  3. Cold Runs The River
  4. Panorama
  5. When Chaos Calls
  6. Erodent
  7. Noctilucent
  8. Terminus

Kommentarer (1)

Jesper Beck

Jesper Beck

Tidligere anmelder

Indlæg: 46

Jeg har meget meget længe

Jeg har meget meget længe gået og tænkt over, om "Winter Thrice" var en investering værd?

Jeg kender i forvejen intet til Borknagar, men efter at have læst Tenna's fornemme anmeldelse, så var jeg blevet sulten efter at finde ud af, hvad Borknagar endeligt var for noget?
Og med 10 kranier i bagagen, så kunne det jo ikke gået helt galt eller hva' ???

Lad det være sagt med det samme, jeg har altid syntes at de 10 kranier hænger alt for lavt herinde på siden, sidst med Parkway Drive's seneste udspil.
I min verden skal en plade der kommer med noget overraskende nyt, har det ene gennemførte nummer efter det andet og er langtidsholdbart, ja sådan en skive kan komme op på 10 kranier. Som eksempel kan jeg nævne Machine Head "Burn My Eyes", som selvfølgelig er en anden genre, men som holder den dag i dag.

Så set i bakspejlet af dette, så var det med lidt nervøs mave, at "Winter Thrice" for der skal meget til for mig, at komme op og ringe i headbanger feltet......

Allerede efter første gennemlytning, da stod skuffelsen tydeligt malet i mit ansigt. Dette kunne simpelthen ikke passe, for det lød jo som en Jazz koncert, med en stor blanding af instrumenter.
Den måtte vist have en chance mere eller 10!

Men efter flere gennemlytninger, havner jeg lagt fra de 10 kranier, en 5'er kan jeg komme op på. Pladen er bare for rodet for min smag.

Jeg må blankt erkende, at Borknagar har deres helt egen lyd og måde at spille op til dans på, og al respekt for det. Og der er også elementer i deres musik, som faktisk lyder rigtig godt.
Specielt er jeg rigtig glad for trommespillet, som er hurtig og kraftfulgt. I mange af nummerne er guitar spillet og de forskellige riff også udført fantastisk, men så stopper det også der.
Vokalen er for det meste meget lys og opfordre til kor sang, dog kommer der ind i mellem også en brutal råbende vokal ind over, og det fungere rigtig godt! Mere af det tak!!!
Men noget som trækker virkeligt ned for mig, er det helt utroligt dårlige keyboard spil, som er på mange af nummerne. Mange af toner falder helt udenfor sangene og ødelægger meget mere end de gavner.
Ret skal også være ret, jeg er overhovedet ikke tilhænger af keyboard på metallyd og som skrevet, så rykker Borknagar overhovedet ikke ved den opfattelse!

Alt i alt er "Winter Thrice" nok guf for en Borknagar fan, men jeg holder mig langt væk fra Borknagar fremover, det er simpelthen for kedeligt, rodet og uden tråd.
Som tidligere skrevet så vurder jeg "Winter Thrice" til 5 kranier, men havner alligevel på 6, da produktioner er virkelig lækker og det høster lidt roser herfra.

*fobrehodl fro stjavefel

Jesper Beck gav Borknagar - Winter Thrice 6/10.