Glimrende rockhåndværk med plads til forbedringer

Tilbage til rødderne – guitar, bas, trommer og sang – rockmusik, man kan forstå!

Sådan beskriver hardrockerne fra Bloody Dice deres bluesinspirerede, no bullshit rock’n’roll. De er trætte af autotune og overproducerede ligegyldigheder, der alle lyder aldeles ens og udynamiske, og de ønsker på denne EP at vende tilbage til den ægte og upolerede vare, hvor det uperfekte omfavnes, og den autentiske rock lever. Sympatisk, må man sige. Men kan resultatet stå helt mål med ambitionerne? Både og...

Rock på den rigtige måde

Roll the Dice er titlen på bandets første EP, og den lægger hårdt ud med det fremragende nummer “Bloody Dice”. Det er bundærlig, hårdtslående og dynamisk rock uden nogen dikkedarer, og nummerets riffs giver dejlige associationer til Corrosion of Conformitys velmagtsdage i midt-90’erne; nakken lægges tilbage, munden spidses en smule, og så skal der ellers bare gynges med på den stabile rytme. Superfedt! Okay, teksterne er sgu lige til den banale side, men pyt. Det er vellydende og velspillet, så det går. Og nu, vi er ved banaliteter, så er det efterfølgende nummer, “Machine”, måske også lige stereotypt nok trods endnu flere fede riffs og en formidabel rytmesektion. Men igen, det er fed rock fra dengang, far var dreng, så det gør ikke det store. Især ikke, når frontmand Dagfinn Joensens stemme er en ren nydelse hele vejen igennem, og guitarist Nickie Jensens riffs ligeså.

“Hangover” er pladens obligatoriske stille nummer, som enhver rockplade bør indeholde, og her kommer Bloody Dices ambitioner desværre til kort. Bevares, i rockens verden er det skidesvært at lave stille numre i forhold til dem med strøm og smæk på, men de fire rutinerede herrer formår ikke at fange lytterens interesse med dette mildt sagt anonyme nummer. Derimod sker der ting og sager på pladens fjerde skæring, “Backdoor Man”. Her swinger den gode gammeldaws rock til ug med kryds og slange, og jeg skal da lige love for, at Led Zeppelin ikke har levet forgæves. Klart pladens bedste nummer, og skuffelsen fra “Hangover” ryger lidt i glemmebogen, inden der afsluttes med glimrende og bidske “Vigilante”.

Jeg hørte pladen igennem et par gange, inden jeg læste pressematerialet, og noget af det første, jeg hæftede mig ved, var den solide produktion. Alt på Roll the Dice lyder uhyre sprødt og lækkert, og sørme om ikke også jeg fandt frem til, at det er selveste Flemming Rasmussen – du ved, ham der lavede et par populære thrash-plader i 80’erne – der har drejet knapper for Bloody Dice. Det er smukt arbejde, og der er ikke en finger at sætte på produktionen.

Blandede bolsjer

Bloody Dice kommer sådan set fint i mål med det, de lover. Præmissen er ganske enkel og ikke til at misforstå, men på en debut-EP, der skal vise bandets spidskompetencer frem, skal sangskrivningsniveauet være en anelse højere og meget mere konsekvent hele vejen igennem. Af pladens fem numre er der to rigtig gode, to lidt mere jævne og én decideret svipser. Det udløser seks kranier til Roll the Dice, som gives for en fin præstation, der ligger lige over middel. Og det udløser også et løfte fra denne anmelder om, at så snart Bloody Dice spiller live, så kommer jeg og skåler, lægger nakken tilbage og gynger med. For spille kan de sgu, og det er altså live, at musik som denne skal opleves.