Pletter af melodød
Det myldrer frem med kvindefrontede metalgrupper i Europa, især inden for den gotiske, symfoniske og episke metalverden. Blackdraft fra vores sydlige naboby, Hamborg, er endnu et af disse, men de fem tyske musikere holder sig ikke kun til førnævnte virkemidler. Der er små pletter af melodød på bandets aktuelle plade, The Quest, der ikke er helt så rendyrket en powerplade, som navnet kunne antyde. Pladen er bandets anden og forsøger sig i modsætning til første album med en konceptuel opbygning, hvor hver sang repræsenterer et kapitel i albummets historie. Selvom det er et spændende projekt, Blackdraft lægger for dagen, kæmper de stadig med samme væsentlige udfordringer som på debutpladen.
Spændende koncept
Lad os starte med det positive. Konceptet og ideerne bag Blackdraft fungerer. Selvom bandet er hoppet med på en voksende trend, har de fundet en god placering i genren med plads til kreativ udfoldelse. Musikken rammer et sted mellem Arch Enemy og Nightwish: Den har både plads til episke historier og onde growls, fortryllende konceptsange og ukontrolleret guitarlir. Flere steder på pladen mærker man, hvordan sådanne yderpunkter sagtens lader sig kombinere. Opskriften til denne cocktail har Blackdraft faktisk godt styr på. Der er mange lækre, melodiske, kraftfulde og harmoniske passager i sangene, der bevæger sig mellem afslappende guitarspil og oprivende dræberriffs, og især disse viser hvilket potentiale konceptet har. Den fulde form af dette potentiale udlever Blackdraft dog langtfra.
Byggestenene i musikkens fundament ligger godt, men bevæger man sig op i sangenes højere planer finder man hurtigt kritikpunkter. Den væsentligste udfordring ligger i vokalarbejdet. Her er der både problemer med skønsangen, og at skrive spændende melodier, der kan leve op til det instrumentale. Den rene kvindevokal er slet ikke selvsikker nok og rammer også ofte tonerne en smule skævt. Det er ærgerligt, for dette har højst sandsynligt også begrænset vokalmelodierne, der kunne have udfoldet sig meget mere, end de gør på pladen. Growlvokalen er svær at ramme ved siden af, når først artikuleringen er på plads – og den har den mandlige vokalist styr på. Den er dog heller ikke altid skrevet lige godt og bliver f.eks. småakavet i sine svar på clean-vokalens kald på ”Motivation – Chapter 03”. En blanding af malplaceret dynamik og vag lyrik ødelægger, hvad der ellers kunne have været et styrkemoment for Blackdraft.
Guitarmelodierne er i modsætning til sangmelodierne velskrevne. Det lange instrumentalstykke i slutningen af ”Capsule – Chapter 04” er et af stederne, hvor man kan glemme pladens mangler for en stund. Generelt er den instrumentale sangskrivning vellykket på pladen. Enkelte riffs er lidt for trivielle til at trækkes i langdrag, som de gøres nogle steder, men generelt keder man sig ikke i samme grad over det instrumentale, som det kan være tilfældet med andre bands i genren. Der er godt med action i trommer og riffs.
En fundamental, begrænsende faktor
Desværre for Blackdraft bygger en albumanmeldelse på en helhedsvurdering af musikken. Selvom det kreative fundament og dele af murstenene i instrumentaloplevelsen er solidt, kan det ikke gøre det ud for de huller, man finder i murværket. Eller mere direkte sagt vokalproblemerne kommer til at overskygge de positive sider af numrene, og når man først har lagt mærke til dem, er det svært at nyde musikken. Potentialet er der bestemt, men Blackdraft skal finpudse numrene og arbejde lidt med deres vokalindspilning, før der kan kvitteres med højere karakterer.
