Hjørring vs. Appalacherne

På rekordtid gik BlackBraid fra at være et lillebitte hyggeprojekt, til at være det mest hypede black metalband i nyere tid – alt sammen takket være diverse SoMe-platforme. Bandets debutalbum BlackBraid I fik da også ros af alle anmeldere verden over – altså lige undtagen undertegnede – og det virkede generelt til, at folk simpelthen ikke kunne få nok af Jon Krieger eller Sgah'gahsowáh, som han kalder sig. Personligt fandt jeg bandets debut lige dele skuffende og en lunken affære, og med hånden på hjertet, så tvivler jeg på, at bandet havde fået den opmærksomhed, hvis nu Jon havde været en kridhvid fyr fra Hjørring – men nok om det. Men nu er der gået små 11 måneder, siden BlackBraid I udkom, og da Jon ikke er typen, der hviler på laurbærrene, så er opfølgeren BlackBraid II netop udkommet, så lad os da se, om det vil lykkedes mig at blive inkarneret fan af projektet denne gang.

Tidsoptimisme og manglende vejledning

Man skal ikke læse mange af mine skriverier, før man ved, at jeg har det anstrengt med instrumentelle intermezzoer og instrumentelle intronumre, der agerer åbnere til åbningsnumre. Derfor kommer BlackBraid II ret dårligt fra start, da ”Autumnal Hearts Ablaze” præcis er det. En lille og kort guitarpassage, der glider ind i introriffet på ”The Spirit Returns” og som ingen, nogensinde, kommer til at sætte på for at høre som et selvstændigt nummer. Men ligesom på det forrige album viser Jon her, at han er helt pjattet med fyldstof, og at han ikke formår at udnytte tiden ordentligt. Jeg har ikke noget imod lange numre, hvis tiden bliver udnyttet, og det ikke bare er de samme tre-fire riffs- og melodier, der kører i tomgang i et kvarter. Selv jordens bedste riff bliver træls at høre på, hvis det overspilles. Tag nu albummets helt store tidssynder, ”Moss Covered Bones on the Alter of the Moon”, der varer hele 13 minutter og 30 sekunder – hvilket det på ingen tænkelig måde kan bære. Her kunne man nemt have skåret et sted mellem syv og ni minutter fra, og så stået med et knivskarpt nummer. Jons tidsoptimisme er decideret provokerende til tider, for musikken på BlackBraid II er god! Dele af numre som ”A Song of Death on Winds of Dawn”, “The Wolf that Guides the Hunters Hand” og “Twilight Hymns of Ancient Blood” er intet mindre end mageløst.

Han har generelt oppet sig og er på rekordtid blevet en markant bedre musiker og sangskriver, men for hede hule helvede hvor skal han dog enten selv lære, at less is more, eller også skal have en manager, producer eller coach indover, så han kan lære at skære alt det unødige fedt fra. For han spænder ben for sig selv. Ligeså skal de tre ligegyldige instrumentelle numre væk – eller også skal han gå all-in, også virkeligt lave ét instrumentelt nummer, der virkeligt sparker benene væk under en.

Slutteligt er vi også nødt til at påtale elefanten i rummet, nemlig albummets lukker – et cover af Bathorys ”A Fine Day to Die”, som sammen med Mayhems ”Freezing Moon”, må være de mest fortærskede numre, når det kommer til coversange i blackmiljøet. Misforstå mig ikke, jeg elsker Bathory, og jeg elsker ”A Fine Day to Die”, og Jon har faktisk lavet et rigtig fint cover, men lad nu være!

Godkendt, men…

BlackBraid II er utvivlsomt bedre end sin forgænger. Der er fortsat ikke just tale om banebrydende eller innovativ musik, og der er stadig mange skønhedsfejl og huller i osten, men overordnet set er det et udmærket album, selvom meget af det lyder som en jam-session mellem Dissection og Mgla, krydet med lidt Bathory på toppen. Ikke desto mindre, kan jeg mærke, at jeg – trods mine kritikpunkter – går herfra som et større BlackBraid-fan, end da jeg kom, så den ros skal Jon da have med på vejen.