When in doubt; re-release!
Ligesom Disney og Hollywood er løbet tør for kreativitet og nøjes med at lave elendige efterfølgere samt unødvendige genindspilninger af klassikere, er en del større bands begyndt at genudgive deres gamle – og måske glemte – værker. Behemoth er ingen undtagelse og har derfor valgt at udgive debuten, Sventevith (Storming Near the Baltic) fra 1995. Om det skyldes pengenød, kedsomhed eller at albummet er svært at finde, skal jeg ikke kunne sige, og ej heller har bandet selv skrevet et eneste ord om det i det vedhæftede pressemateriale. Men om ikke andet kan man se denne remaster som et tilbageblik på den udvikling, bandet har gennemgået.
Fortid-fremtidsforvirret
Hvis man sprang på Behemoth-vognen, da de for alvor blev et stort navn med The Satanist, eller om man allerede var fan, da de udgav klassikeren Demigod, kan det tænkes, man aldrig har stiftet bekendtskab med bandets debut med det mundrette navn – formentligt opkaldt efter slaget ved Arkona i 1195. Eftersom bandet allerede skiftede fra klassisk slavisk black metal til bombastisk blackened death i ’99 med Satanica, er det særdeles tilgiveligt, hvis man har glemt, at Nergal og co. engang var noget andet end flamboyante ildgøglere med sjove hatte.
Sventevith (Storming Near the Baltic) er en relativt rå størrelse, dog med enkelte melodiske og folkinspirerede dele nu og da, men trods det minder albummet langt mere om den norske 90’er-scene end ret meget andet. Det føles ærligt talt lidt sært at skulle sidde her i 2021 og anmelde et album fra 1995, velvidende hvor meget bandet har udviklet og ændret sig. Er det overhovedet relevant? Er det fair over for albummet at kigge på det med de briller? Hvad der nu bliver betragtet som råt og ujævnt, var måske dengang blevet beskrevet som genialt, gennemført og banebrydende. Jeg tror bestemt også, jeg ville have det underligt med at skulle anmelde for eksempel Kill ’em All nu.
Men lad os da gå med på legen! Sventevith (Storming Near the Baltic) er, ærligt talt, noget rod fra ende til anden. Numre som ”Hell Dwells in Ice”, ”The Touch of Nya” og ”Ancient” er totalt ligegyldige og fylder kun endnu mere på en i forvejen overfyldt tallerken. Der er dog masser af ambitioner og ideer samt en ungdommelig naivitet om, at alt på albummet var værd at udgive – det emmer på alle tænkelige måder af at være en debut. Sangstrukturen er ofte rodet, tempoet ujævnt og produktionen rå, det sidste helt klart et bevidst valg – det er jo black fra 90’erne! Det er tydeligt, at Behemoth ikke helt vidste, hvem de var, og hvad de ville – forståeligt nok, da Nergal var 18, og ingen ved, hvad Satan (pun intended) de laver som 18-årige.
En anden ting, der undrer mig ved denne genudgivelse, er, at der ikke er tale om en re-master eller genindspilning. Der er præcis det samme album som fra 1995, dog med et par bonusser som demonumre, liveudgaver af albummet og lignende – og af uransagelige årsager har de så også fjernet albummets oprindelige lukker, ”Transylvanian Forest”. Jeg undrer mig fortsat.
Et kuriosum
Det helt store spørgsmål, når man anmelder materiale, der næsten er 30 år gammelt, er vel: ”Kunne jeg finde på at sætte det her album på nu, i 2021?”. Svaret må være et ”ja og nej”. For selvom Sventevith (Storming Near the Baltic) samlet set er noget rod, så er der da lyspunkter nu og da. ”Entering the Faustian Soul”, ”Forgotten Cult of Aldaron” og ”Wolves Guard my Coffin” holder stadig og formår at behage ens lyst til retro-black, uden man behøver søge over mod Venom og Hellhammer. Konklusionen må være, at man skal se Sventevith (Storming Near the Baltic) som værende starten på den rejse, som Behemoth har været på, og om ikke andet er det morsomt at tænke på, hvordan black metallens største rockstjerne startede i et koldt, mørkt øvelokale i en fattig forstad til Gdansk. Men om det er relevant at anmelde en uændret genudgivelse, der ikke byder på noget nyt? Dertil må svaret være nej.
