Et stille liv i undergrunden

Du kender måske ikke AVIYA – det gjorde jeg ærlig talt heller ikke, før der pludselig dumpede en mail ind i redaktionens indbakke for ikke så længe siden. Det viser sig dog, at det danske rockband har eksisteret i en række år efterhånden, har en pæn mængde mindre koncerter bag sig og en enkelt singleudgivelse fra 2019. Selvom bandet således nok har ført en stille tilværelse i undergrunden – og for så vidt stadig gør det – er de fire herrer altså ikke helt uerfarne. Nu er de klar med den bare ni minutter lange ep Four=One, og selvom der er meget godt at sige om den, kommer den desværre aldrig helt op at ringe.

Ingen store armbevægelser eller vilde stileksperimenter

Det er nemlig en ambivalent sag, som AVIYA har begået. På den ene side er Four=One gedigen rockmusik fra start til slut: Der er simple, men effektive guitarriffs, en solid bund af bas og trommer og en vokal, der er vellydende og fængende. De fire musikere præsterer både godt og flot, og deres sans for melodi fornægter sig heller ikke. Hør bare den obligatoriske rockballade ”Tell Me Who I Could Be”, hvor melodien er i centrum, eller de mere energiske ”A Kiss With Open Eyes” og ”Hate You”, hvor også guitarriffet svinger rigtig fornuftigt.

På den anden side er det svært at lade sig rive fuldstændig med af AVIYAs lydbillede. Bandet spiller rock, som vi har hørt den utallige gange før – klassisk og lidt forsigtig – og det hele bliver i sidste ende en smule harmløst. Man savner, eller det gør jeg i hvert fald, at AVIYA for alvor trykker speederen i bund eller skruer helt op for attituden. Eksempelvis ville en tung, rå og kraftfuld guitarsolo gøre underværker på den ellers hyggelige ”Tell Me Who I Could Be”.

Gedigent håndværk, men også en smule konservativt

AVIYA er således et fornøjeligt og fornuftigt bekendtskab, men også et, der kan blive endnu mere interessant, hvis bandet tør vove pelsen: Skru op på elleve og se, hvad der sker. Tag en chance. Der er ikke noget, som lyder decideret skidt eller ikke fungerer på bandets debut-ep; der er bare heller ikke noget, som for alvor bringer blodet i kog eller viser nye veje. Derfor ender vi på en lunken middelkarakter – men trods alt en, der ligger lige over midten. Jeg tror, AVIYA har mere at byde på.