Et skuffende bidrag til en omdiskuteret genre
“Hey, har I hørt den der nye nu metal-skive?”
Nu metal, rap metal og samtlige blandinger af de to subgenrer er stadig et brandvarmt og kontroversielt emne. For manges vedkommende stammer de fra en tid, man ser tilbage på med krummede tæer og røde ører. Mange af os har nemlig været der. Enten som gateway drug ind i metallens verden, eller også dyrkede vi Korn, Limp Bizkit, Linkin Park og alle de andre som en slags ‘guilty pleasure’ og sagde det aldrig til nogen. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så kan man ikke stå i et almindeligt metalmiljø anno 2023 og udbasunere sin kærlighed til nu metal uden at måtte høre for det. Det er nemlig, om man vil det eller ej, stadig noget, de fleste metalhoveder rynker på næsen af, og hvor er det egentlig synd. Der eksisterer nemlig bands nu til dags, der spiller glimrende rap metal og nu metal, der er fulgt med tiden og matcher moderne forudsætninger. Og så er der dem, der sidder fast i fortiden …
Der var engang …
Jeg har selv dyrket Korn helt op til Untouchables-albummet, og jeg syntes ligeledes, at Papa Roach, Limp Bizkit, Hed PE og flere andre var superfede. Men det var, for mit vedkommende, en fase. Det var musik, der kunne noget helt særligt på et helt særligt tidspunkt i mit liv, og i dag er den sammen med skaterpunk, American Pie-filmene og en masse spil til den første PlayStation puttet ned i den stadigt voksende kasse med nostalgi fra min spæde ungdom. Og så sidder man her, mere end tyve år senere, og skal anmelde en spritny plade, der bringer en masse minder frem. For Blackout, der er nyeste album fra Pennsylvania-kvartetten From Ashes To New, er ikke nu metal i et 2023-perspektiv. Niks, det lyder fuldstændig, som var det udgivet omkring årtusindskiftet.
From Ashes To New blev dannet i 2013, og Blackout er deres fjerde langspiller. Gruppen lægger på ingen måde skjul på, at de er store fans af Linkin Park, og jeg skal da også love for, at jeg sjældent har hørt et band lyde så meget som dem. Er vi ude i et plagiat? Ja, det er faktisk lige før, når man hører singlen “Armageddon”, der i øvrigt noget så originalt handler om, hvor ond og grim verden er for tiden. Men det er i særdeleshed verset i “Legacy”, der får alarmklokkerne til at bimle og bamle. Seriøst? Var der ingen andre veje at gå end at lave et “Numb”-ripoff? Nuvel, selvom Blackout ikke kun er en billig kopivare, der kommer to årtier for sent til festen, rummer den faktisk også et par lyspunkter. Trods den mere end almindeligt åbenlyse brug af samtlige Linkin Park-floskler fra den imaginære bog “How To Make Nu Metal” har åbneren, “Heartache”, opfølgerne “Nightmare” og “Hate Me Too” plus “Echoes” anstændige ørehængende omkvæd og nogle massive riffs, selvom de er smerteligt forudsigelige. Generelt må man sige, at From Ashes To New har satset hele butikken på at køre den hjem med store fede hooks, knivskarp produktion og en masse nostalgi. Men uanset hvor godt Eminem-klonen Matt Brandyberry rapper, og hvor rent sangeren Danny Case laver sine Chester Bennington-cleans, er det bare slet ikke nok til at være interessant igen godt tyve år efter, Linkin Park startede trenden.
Udbud og efterspørgsel
Nu metal er stadig en ting, der er relevant for mange. Selvom mangen en fan ikke vil stå ved den og ønsker, den fik en plads på kirkegården, lever den stadig i nye og opdaterede versioner takket være bands som Code Orange, Spiritbox og Vended, der blandt andre har formået at føre genren ind i en ny tidsalder. Og derfor må vi også anerkende dens fortsatte eksistens og tage den seriøst. Men kunne et band som From Ashes To New for pokker ikke følge med tiden i stedet for at forsøge desperat livreddende førstehjælp på noget, der fandtes præcis magen til for et kvart århundrede siden?
Savner man Linkin Park helt ustyrligt meget, kan man sagtens få sig et tiltrængt fix med Blackout til at dulme systemet lidt. Men rigtig godt er det ikke. Trods et dygtigt orkester og en flot sprød lyd er der absolut intet på pladen, der får mig op af stolen, udover overraskelsen over hvor meget de herrer fra Pennsylvania sidder fast i fortiden. Får pladen så sølle tre kranier, fordi musikken er hørt før, og det er oplagt som bare pokker at følge strømmen og rakke ned på genren? Nej, bestemt ikke. Det ville simpelthen være for nemt. Inden for den klassiske nu metal er pladen på sine egne præmisser ganske fin. Den havde helt sikkert klaret sig godt i diverse afstemninger i DR-programmet ‘Boogie’ i sin tid. Men Blackout er ikke bare et irrelevant og uvedkommende bidrag til en genre, der for længst er kommet videre. Den er også gudsjammerligt kedelig. Hvor jeg dog inderligt håber, at From Ashes To New næste gang kan udnytte sine fine kvaliteter meget bedre og vise os noget meget mere spændende og ikke mindst mere tidssvarende.