I prog kan tre godt være lig med et
Bevæbnet med proggede tendenser, groovy riffs og post-rockede undertoner er københavnske Arquebus klar med deres debut-EP, III. Skarpsindige hjerner vil muligvis undre sig over, hvorfor man vælger at navngive sin debut III og ikke I, men nu vi befinder os i prog-metallens univers, er gængse normer tilsidesat for en stund. Om ikke andet så skaber dette alternative valg en vis undren og dermed interesse for, hvad Arquebus egentlig har gang i.
Komfortzonen må gerne brydes
EP’en strækker sig over tre numre fordelt på 22 minutter, så der er godt med albuerum for både proggen og post-rocken til at sætte deres præg på lydbilledet. Første nummer ”Tetrahedron” byder dog umiddelbart ikke på meget andet end en skæv groovy rytme. Det lyder ganske glimrende, men når den eneste reelle udvikling er, at vokalen støder til, er det lige før, man keder sig lidt. Fire minutter inde fyrer guitarist Nicklas Kirchert dog op for en ganske interessant guitarsolo, der ikke efterlader nogen tvivl om hans færdigheder på en guitar. På trods af at der efterfølgende returneres til, hvordan nummeret startede, virker det til, at resten af bandet har fået et tiltrængt skud energi, og nummeret afsluttes ganske overbevisende.
Arquebus har desværre en tendens til at ligge at rode med den samme rytme lidt for længe, uden der sker noget nævneværdigt. Selvfølgelig er det vigtigt at have et solidt fundament, hvorpå man kan afsøge diverse krinkelkroge af proggens univers, men det betyder ikke, at dette fundament absolut skal holde sig inden for de trygge rammer. Man må godt afvige lidt fra den traditionelle rute og prøve noget alternativt. Dette lyder det dog heldigvis også til, at Arquebus har indset på lukkeren ”Convex Polygon”. At trække et groove i langdrag kommer de ikke helt af med, men her er det ikke kun guitaren, der går på opdagelse. Nummeret byder på det meste af, hvad man kunne ønske sig af et prog-metalnummer: temposkift, finurlige tvists i rytmen og en guitarist, der ikke bekymrer sig synderligt om, hvordan andre mener, at man skal spille.
Med III har Arquebus skabt sig et udmærket grundlag for deres videre rejse ud i prog-metallens univers. Dog skal de passe på med, at de ikke kommer til at trække forskellige sektioner i langdrag, for de to første numre på III har det desværre med at være lidt en tålmodighedsprøve. Men får de bugt med dette, bliver Arquebus et ganske interessant bekendtskab.
