Hvor hurtigt går det?
Hastighed er i bund og grund et fysisk begreb. På de danske landeveje vil de fleste nok mene, at 140 km/t er rasende hurtigt. Og lidt sjovt. De fleste kan også blive enige om, at en god hotdog med det hele forsvinder alt for hurtigt. Bortset fra senneppen og ketchuppen, som konsekvent ender både øst og vest for mundvigen. Når det kommer til metal, bliver begrebet straks mere flydende. Hvad der er ’hurtigt’, afhænger i høj grad af, hvad man er vant til. Men uanset hvor du kommer fra, hvor mange plader du har slidt op, eller hvor hærdet du er, så kan jeg love dig for én ting: Archspire spiller vanvittigt hurtigt på Too Fast to Die. Præcis, som de plejer.
Canadisk heksehyl med indbygget kanonslag
Archspire blev dannet i 2007 under navnet Defenestrated, men skiftede i 2009 til deres nuværende navn. De opererer i den tekniske dødsmetals absolutte overhalingsbane, og især Relentless Mutation (2017) og Bleed the Future (2021) fik for alvor folk til at spidse ører. De to leadguitarister Dean Lamb og Tobi Morelli spytter riffs ud i et tempo, der burde være ulovligt, mens Oliver Rae Aleron leverer vokal i et næsten raplignende maschinengewehr-flow. Resultatet er hæsblæsende, fuldt af oktan og imponerende præcist. Åbneren ”Liminal Cypher” er en brutal canadisk cocktail af riffs, breakdowns og ren aggression. Lyrikken ’I became the cave that you carve in and paint upon forever’ kredser om identitetstab, jeget som et tomt lærred for noget fremmede. ”Limb of Leviticus” skruer ned for kaosset i korte glimt og leverer skarpe, instrumentale guitarmomenter, mens teksten dykker ned i tilbedelsen af en ny, voldelig gud og et opgør med gamle religiøse dogmer, i form af en reference til den tredje mosebog. En dyb tekst, leveret i et sådant tempo, at man nærmest er tvunget til at give pladen flere gennemlytninger, blot for at følge med. Men det er det hele værd.
Archspire henter tydelig inspiration fra Spawn of Possession, Fleshgod Apocalypse og især Necrophagist. De neoklassiske elementer skinner klart igennem, men Archspire formår alligevel at sammensmelte klassisk musik, dødsmetal og en raplignende vokallevering til noget, der føles overraskende unikt. Det er en niche, de ikke bare udfylder, men ejer. I et ældre interview blev de sammenlignet med en riffel med uendelig ammunition, og det er en analogi, der rammer plet. For hver gang man tror, de har tømt magasinet, finder de endnu et frem og fyrer løs uden at blinke.
De simple leadguitarriffs i “Carrion Ladder” er et godt eksempel. De er atypiske for Archspire, men netop i deres enkelhed får guitaren lov til at skinne. Det klæder dem. Pladen rundes af med titelnummeret ”Too Fast to Die”, der lidt overraskende ender som udgivelsens svageste skæring. Havde den åbnet albummet, kunne det have givet et svagt førstehåndsindtryk, så på den front er placering en lettelse. Omvendt sidder man med følelsen af, om den overhoved burde have været med.
Kan det godt gå for stærkt?
Næ. I Archspires tilfælde bliver man hurtigt en regulær speedjunkie, der bare vil have mere. Too Fast to Die er næsten for hurtig om at slutte, og det er i sig selv et kvalitetsstempel. Er den lige så god som Bleed the Future? Efter mere end 15 gennemlytninger kan jeg roligt sige: Ja, det er den.
