ARCHON - Altiora

Altiora

· Udkom

Type:EP
Genre:Metalcore
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Alt lyder bare bedre på latin

Der er sikkert mange, der af og til har gået rundt og haft følelsen af, at tilværelsen må have mere at byde på end et gennemsnitligt 8-16 job, der betaler en gennemsnitlig løn, så man kan forsørge sin gennemsnitlige familie med de gennemsnitlige 1,67 børn. Et af dem bliver af den grund så nødt til at mangle en arm eller et ben, og gør de ikke, ja, så er galningen med øksen ikke nået frem endnu. Beklager, men det er ikke mig, der laver reglerne, jeg sørger bare for, at de bliver overholdt. Men som med alt andet, så har denne følelse, selvfølgelig, en latinsk betegnelse – altiora, hvilket direkte oversat betyder: ”Jeg søger noget større”. Derudover er det også titlen på aarhusianske Archons debut ep.

Mod det uendelige univers

At Archon har valgt denne titel, giver muligvis lidt mere mening, når man får lagt nogle genrebetegnelser på bordet. Vi er ude i en gang moderne metalcore lidt henad noget tungt Architects og While She Sleeps med en snert af djent, hvor der er kastet mere end almindeligt meget underlæggende synth, violin og hvad ellers, man kan bygge en storslået stemning op med. Umiddelbart ikke noget der genopfinder den dybe tallerken, men bare at undgå endnu en engangspaptallerken ville også være glimrende.

Åbneren – snedigt nok kaldet ”Begin” og den efterfølgende ”Purgatory" – eliminerer dog en del af de tanker, man kunne have om, hvorvidt Archons metalcore opererede med samme genbrugsprocent som aluminiumsdåser. Ja, det er mere eller mindre metalcoreformlen, som vi kender den. Dog skal det nævnes, at der ikke rigtig er en finger at sætte på hverken udførslen af denne eller produktionen, der mest af alt minder om at få en nypoleret guitar lige i skærmen. Nyskabende? Nej. Effektivt? Ja. Dog er det, når den storslåede underlægning med keyboard, violin, synth, og hvad ellers man mangler, når man sigter efter stjernerne, kommer bragende, at det pludselig går hen og bliver yderst interessant. Når Archon lader inspirationerne fra den klassiske og mere stemningsfulde side af det musikalske spektrum få frit løb, så er det med så store armbevægelser, at man pludselig forstår, hvad der driver Elon Musk til at give sig i kast med sine storstilede projekter.

Desværre holder resten af Altiora ikke helt samme niveau. ”Dark Grounds”, hvor Cabals Andreas Bjulver giver en hånd med, gør sit bedste for at holde dampen oppe, men i sidste ende bliver nummeret lidt en gentagelse af de to foregående bare med lidt ny vokal. På de resterende to numre går der dog lige lovlig meget While She Sleeps i den. Ikke at der er noget galt i det, men det føles lidt tyndt med en afslutning inspireret af metalcorens svar på gruppekram og fællesskål, når Archon tidligere så fint demonstrerede, at de kan bygge en stemning op, som kan få folk til Mars.

Tro på jer selv

At Archon underbygger i forvejen opstemt metalcore med storslået synth og strygerunderlæg, skaber noget af det mest storstilede metalcore, jeg længe har hørt. Der er mere end almindeligt højt til loftet, og det virker ikke til, at de gæve aarhusianere har lyst til at lægge bånd på sig selv. Dog vil jeg råde dem til at lade være med at prøve at låne alt for meget fra de andre drenge i klassen. De har fundet en interessant niche, og den skal de holde fast i.

Tracklist

  1. Begin
  2. Purgatory
  3. Dark Grounds (feat. CABAL)
  4. Gloom
  5. Playing the Victim (feat. Royal Deceit)