Arch Enemy spiller koncert i Forum, Frederiksberg C .
Arch Enemy - Deceivers

Deceivers

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Alt godt kommer til den, der venter… Forhåbentlig

Ser man bort fra en fadæse af et coveralbum, er Deceivers det første studiealbum fra Arch Enemy siden det udmærkede, om end alt andet end banebrydende album Will to Power. Ergo er det fem år siden, Amott & co. har udgivet et album, hvilket er det længste, fans har måttet vente i løbet af bandets lange karriere. Men lad os antage, at en vis kinesisk syge har spillet en afgørende rolle i forhold til dette. Men så er det vel også helt fair at antage, at med så lang tid til at spille med de kreative muskler, så må Deceivers være Arch Enemy, når de er allerbedst … eller hvad?

Arch Europe

Ved første lyt så lyder Deceivers som en direkte opfølger til Will To Power, som – hvis vi skal være helt ærlige – lød som en tyndere udgave af War Eternal. Det skyldes ikke udelukkende Alissas let genkendelige vokal, men lige så meget det at bandets absolutte primus motor, Michael Amott, virker til at have malet sig selv op i et hjørne rent kreativt. Misforstå mig ikke, Michael er en fremragende guitarist på alle måder, men han er også magelig og/eller virkelig godt tilfreds med den stil, han har opfundet til Arch Enemy – han har selvfølgelig også haft mange år til at dyrke den. Men ulig fin vin er Arch Enemy kun blevet mere og mere tynde med årene, og kanterne og karakteren er blevet filet godt og grundigt. Det er næsten ufatteligt, at vi har at gøre med det band, der skrev en så mesterlig skive som Doomsday Machine. Dette album er så ærkeklassisk svensk melodød med stor, fed streg under ”melo”, at det nærmest til tider virker som en parodi på genren. Nu og da sidder man næsten og tror, man er vidne til Sveriges deltagelse til det næste Eurovision. Samtlige 11 numre har et enormt fokus på et ”larger than life”-omkvæd, designet til, at publikum kan skråle med, tit og ofte med dansabel keyboard. Der er naturligvis også ballader som ”Poisoned Arrows”, hvor Allissas growl er tilpas tydeligt til, at alle – selv i en tihestes brandert – kan forstå, hvad der bliver sunget, akkompagneret af et guitarstykke, der stinker langt væk af 80’er-glamrock. Arch Enemy gør absolut intet for at skjule, at de netop går efter at være melodødspendanten til Europe. Det gør bandet faktisk utroligt klart på albummets åbner, ”Handshake with Hell”, hvor Alissa bryder ud i en nærmest evanescencesk-clean vokal, der cementerer bandets arenarockbehov – og hvad værre er, at det virker! Derudover er det egentligt rart, at Allissa er begyndt at inkorporere sin clean-vokal. Det er med til at give hende en sonisk identitet, hun aldrig for alvor har fået etableret i Arch Enemy. Måske hele ”Angela vs. Alissa”-debatten så endelig ender?

Men som tidligere nævnt så lyder Deceivers meget som Will To Power, bare med mindre ”oomph”-faktor. Det betyder også, at albummet lider af mange af de samme problemer, som forgængeren gjorde, bl.a. at det simpelthen er for langt. 11 numre er for meget. Albummet fremstår proppet og overfodret som en gennemsnitlig texaner, og sørme om ikke der da også lige har klemt sig et lille instrumentalt intermezzo ind igen-igen-igen. Hvis Amott nu havde skåret fire-fem numre fra, så havde vi stået med et langt mere overskueligt og fokuseret værk, men her virker det til, at Amott abonnerer på Yngwies ”more is more”-filosofi – desværre.

Vi er også lige nødt til at nævne elefanten med de lyse lokker i rummet: Jeff Loomis. Han har nu været med i Arch Enemy siden 2014 og udgivet to albummer med dem. Han har endnu ikke fået lov til at bidrage med så meget som én ide. Alt, hvad der er blevet spillet af ham, er noget, Amott har skrevet – hvilket fortsat er mig en komplet gåde. Det er fucking Jeff Loomis, det her – en mand, der gør alt bedre!                       

Stor, større mindst

I sin konstante jagt på at lyde større formår Arch Enemy kun at lyde mindre. Jo bevares, det er musik som skabt til de helt store festivaler og de helt store stadioner med bølger af sortklædte folk, der råber, danser og crowdsurfer, mens de drukner i kaskaden af fadøl, der regner fra himmelen, som var det manna. Men hvor er ilden, hvor er passionen, hvor er den fandenivoldskhed, som Arch Enemy er bygget af? Hvor er lysten til at rykke sig som musiker, lysten til at skubbe til grænserne for, hvad ens evner kan? Deceivers er et utroligt mageligt værk og ligeledes et utroligt forglemmeligt værk. Det er en udvandet variant af det forrige album, som i forvejen var en udvandet variant af albummet før det. Det er ikke et dårligt album, men det burde bare være så meget bedre, for Arch Enemy består af fantastiske musikere, og rent teknisk lyder albummet ligeledes ganske godt. Lidt sterilt måske, men det er en bagatel. Men tilsyneladende består Arch Enemy også af utroligt magelige musikere, der er mere interesserede i at gøre, som man plejer, eller måske endda lidt mindre end det.

Tracklist

  1. Handshake With Hell
  2. Deceiver, Deceiver
  3. In The Eye Of The Storm
  4. The Watcher
  5. Poisoned Arrow
  6. Sunset Over The Empire
  7. House Of Mirrors
  8. Spreading Black Wings
  9. Mourning Star
  10. One Last Time
  11. Exiled From Earth

Tilføj kommentar