Hvem, hvad og hvorfor!?
Spanske Anne O er lidt af et mysterium; nok har bandet eksisteret siden 1997, og nok er Metatrón bandets femte album, men alt det til trods er det et band, der holder sine kort utroligt tæt ind til kroppen. Selv det vedsendte promo-materiale er utroligt sparsomt med info. Der står faktisk ikke mere om projektet, end jeg netop har ridset op. Ej heller er de at finde på en hjemmeside som metal-archives, og deres SoMe-platforme fortæller os heller ikke ret meget andet end, at de er fra Valencia og har udgivet deres femte album. Ergo er vi, mere eller mindre, på total bar bund og må derfor bevæge os ud i det ukendte, kun bevæbnet med nysgerrighed og en spanskparlør – ¡vamos!
Man skal ikke dømme en bog på dens omslag, men …
Stilistisk set vælter Anne O rundt imellem genrer som black, grind, thrash, døds- og avantgardemetal – Metatrón er med andre ord en kradsbørstig og blodtørstig slagsbror. Kigger man på albummets usædvanligt travle cover, som mestendels ligner resultatet af, at man har bedt en AI om at mikse coverarten fra henholdsvis Baests Necro Sapiens og Mastodons Emperor of Sand med hinanden, så får man egentlig en meget god ide om, hvordan albummet lyder. Det er kaotisk, og det buldrer og brager afsted, ofte i uforudsigelige retninger, men det til trods har samtlige seks numre adskillige melodier og fragmenter, som lyder ufatteligt bekendte. Personligt hører jeg aspekter af alt lige fra Behemoth over Slayer til Imperial Triumphant og hedengangne Inquisitor i musikken. På papiret er dette da en spændende blanding, men i realiteten svarer det lidt til, at et børnehavebarn blander alle vandfarverne og står tilbage med den hæslige farve olivengrøn. Denne uskønne nuance gør sig også tydelig i det faktum, at trods bandets forsøg på at føje noget uforudsigelig avantgardemetal til musikken, så er samtlige seks numre skåret efter samme skabelon, og derfor er Metatrón en utroligt monoton omgang. Jeg kan strengt taget ikke høre forskel på ”Gnosis” eller ”Burdel de Reliquias”, uanset hvor meget jeg anstrenger mig.
Men monotoni er faktisk ikke det største problem; det er vokalisten Ángel Pastor Tevar derimod. Hans vokalarbejde minder om Jim Carreys Napalm Death-parodi, og leveringen af lyrikken er så så uforståelig, at jeg er tilbøjelig til at tro, at det bare er tilfældig nonsens, meget lig Anal Cunts tidlige materiale. Sagt med andre ord så er vokalen ikke just god.
Faktisk er der ikke ret meget ved Metatrón, eller Anne O helt generelt, der er ret godt.
Nej, bare nej!
Når et band har eksisteret så længe, som Anne O har, og trods adskillige udgivelser stadigvæk er så ukendte, som de er, så er det sjældent et godt tegn. Når de ikke engang er at finde på en hjemmeside som metal-archives, ja, så siger det egentlig alt, hvad man har brug for at vide. Bevares, nogle gange kan man da finde guld og genialitet gemt hele nede i det mørkeste dyb, men det er – på ingen tænkelig måde – tilfældet her. Metatrón er måske den mest ligegyldige skive, jeg har hørt i hele 2024, og jeg håber ved alt, hvad der er både helligt og uhelligt, at jeg ikke kommer til at udsætte mig selv for en tilsvarende elendig omgang igen!