And Harmony Dies spiller psykedelisk circus musik a'la Arcturus. Kompositorisk bevæger bandet sig også ad den samme sti med underlige harmonier, disharmonier og en masse fed tråd. And Harmony Dies er derfor på mange måder meget en tro kopi af ovennævnte band. Problemet for AHD er derfor også at "Flames Everywere" kommer til at fremstå meget rodet, hvorimod Arcturus netop formår at omsætte kaos til kosmos. Endvidere har AHD også et problem med sang. Hvor Garm eller Simen Hestnæs synger kontrolleret og fortryllende, vælter sangeren fra AHD i kedelige black metal skrig og råb som, for at sige det pænt, ødelægger meget på den her plade. Ren sang er derimod cool nok. AHD har helt sikkert en spændende indgangsvinkel til den eksperimenterende musik som de ligger for dagen. Opgaven er blot nu at få kontrol over arrangementerne, skabe en mindre tidskrævende plade, fravælge eller arbejde mere intenst med råbesang og sidst men ikke mindst bare blive ved med det de gør, da der er potentiale for noget større.