Give me fuel!
Jeg ved intet om biler, til tider er jeg i tvivl om, hvilket mærke min egen bil er. Jeg ville ikke kunne se forskel på en karburator eller et sidespejl, og hvis min mekaniker fortæller mig, at der mangler en phalange, går jeg i panik over, hvad en ny en mon koster. Jeg kunne ikke drømme om at se racerløb, hverken Formel 1 eller Nascar, jeg tror faktisk, at sidst, jeg lavede noget, der havde med racerløb at gøre, var, da jeg spillede Mario Kart: Double Dash!! til Gamecube. Så hvorfor i alverden sidder jeg her med et album dedikeret til og inspireret af den afdøde nascar-legende Dale Earnheart? Hvortil svaret er simpelt: Har I set det cover!? Hvordan kan man ikke forelske sig i noget så sejt!? Så pus racehjelmen, slib dit sværd og hæld whisky på motoren, for nu skal vi afsted med 666km i timen!
Give me fire!
Lad os starte med at adressere den enorme nomex-iklædte elefant i rummet. En demo-skive lavet af en enkelt mand omkring noget så niché som en afdød racerkører burde være elendig, det burde faktisk være så stor en fiasko, at der absolut ingen grund ville være til at nævne den. Men se hér er det så, at virkeligheden endnu engang beviser, at den altid vil være mere bizar end fiktionen. For I Am the Intimidator er lige så fremragende som det er åndsvagt, hvilket betyder, at det jo er mere end godkendt – om end alarmerende uoriginalt (hvis man da ser bort fra tematikken og lyrikken). Stilistisk er vi ovre i speed-metallen, som om der er en mere passende genre til formålet! Iron Maiden, Judas Priest, Accept, Mercyful Fate, Dio, Kreator, (tidligt) Slayer… Ja, inspirationskilderne er mange, og man kan nemt høre, at galningen bag projektet, Andrew Stromstad, der ellers er kendt fra black-doom-bandet Atriarch elsker – ja nærmest forguder – alle de gamle metalhelte. Ligeså er hans vokal ikke langt fra legender som Ripper Owens og Udo (i sine unge dage!) med et lillebitte drys Danzig på toppen. I Am the Intimidator lyder med andre ord som en gemt og glemt demo-skive fra 1984 og ikke som en helt ny udgivelse fra 2024 – hvilket uden tvivl også er meningen, og det er altså noget, som manden når i mål med.
Dog spotter man også nemt ridserne i lakken, og efter den første gennemlytning opdager man da også, at motoren ikke udelukkende spinder som en mis – nu og da hoster og hakker den som en, der har bundet motorolie-sjatterne i smug. Det er selvfølgelig også kun en demo, men eksempelvis, matcher det tempo, som ”Eat My Smoke” lægger for dagen, ikke resten af numrenes, og her kan man da godt høre, at Stromstrad normalt leger med black-doom-metal. Hans malplacerede growls kombineret med Black Sabbath-riffs gør, at det her nummer lyder som et, der er havnet på den forkerte udgivelse. Ligeså var der måske heller ikke brug for at gentage sætningen ”better pump the gasoline motherfucker!” 20+ gange i nummeret ”Gasoline”. Generelt er lyrikken lidt af et kapitel for sig, for jo jo, den handler da om Dale og Nascar, det er klart.
Men det stikker altså også totalt og aldeles af for den gode Stromstad nu og da, og hvis ikke det var fordi hele skiven her generelt etablerer, at han ikke er helt som alle andre, ja så gør lyriske bidder som ”I’ve got a mission! And atargeti’mglorybound! You’ll never stop it!” og ”I’ll grab a slab of concrete and I’ll cook it up and eat it like a real man” det. Hele albummet her balancerer konstant på en knivsæg mellem gal og genial, men novra, hvor er det dog gentagende gange tæt på, at falde durk ned i ”gal”-kassen.
Give me that which I desire, ooh!
Nok er det mest oplagte spørgsmål, man sidder tilbage med efter det her album, ”Hvorfor!?”. Svaret ville dog utvivlsomt være ”Fordi”, ergo er det langt mere spændende spørgsmål, om vi kommer til at høre mere fra I Am the Intimidator, eller om det her bare var en engangsfornøjelse. For jo jo, nok er det ikke en perfekt udgivelse, men det ville virkeligt være en skam, hvis dét var det – for retro-speed, der formår både at være fremragende rent musikalsk, men også underholdende, er ikke det, der er mest af i 2024. Der må da være andre nascar-helte (levende eller døde), som Stromstrad kan hylde, og ellers så formåede Dale da at være racerkører i små 30 år og vinde over 70 løb – der må da være materiale til mindst ét album til! Be’ om!