Memento mori
Hvis man søger efter ‘Abduction’ på metal-archives, vil man opdage, at der er 16 forskellige ensembler, der alle har tænkt, at dette var det perfekte bandnavn. Det her er dog hverken det colombianske thrash-band, det argentinske dødsmetalband eller det old school heavy-band fra Ohio. Nix, her har vi fat i det progressive, avantgardistiske middelalder-blackmetalband fra Versailles, Frankrig. Denne ambitiøse kvartet brød for alvor igennem med sit forrige opus, Jehanne, fra 2020. Det var et konceptalbum om den franske heltinde Jeanne d’Arc – der som bekendt blev brændt på bålet for kætteri i 1431. Toutes blessent, la dernière tue er dog ikke et konceptalbum, men lyrikken og sangtitlerne omhandler da alle diverse filosofiske tilgange til det faktum, at vi alle skal dø. Men lad os nu ikke dvæle ved det faktum; lad os i stedet se og høre, hvad Abduction egentlig har med i sin musikalske vadsæk!
Monsieur Hulot-metal
På papiret elsker jeg alt ved Abduction og deres fjerde værk. Deres blanding af middelalder-metal a la Vehéménce og lange jazzede/progressive mellempassager, hvor François Blancs clean-vokal virkeligt kommer i spil, sat sammen med de iskolde Immortal-riffs burde fare direkte i hjertekulen. Desværre er det, som om at der lige mangler det sidste, det såkaldte pièce de résistance. Resultatet fremstår derfor mere som Jacques Tatis berømte figur Monsieur Hulot end som korsridderen Renaud de Châtillon, der hærgede Mellemøsten og Cypern. Jeg savner lidt mere pondus og gennemslagskraft – og mest af alt savner jeg et gedigent hit. Det er ikke, fordi der reelt set er noget i vejen med nogen af de ni numre (selvom det sidste nummer er et ligegyldigt cover-nummer), og nogle af dem er endda fremragende som ”Dans la galerie des glaces” eller ”Toutes blessent, la dernière tue”. Men det til trods så er der ingen af dem, der formår at løfte sig derop, hvor man som lytter sidder og mærker, at de små nakkehår rejser sig.
Ligeså er det dog svært at påpege, hvad bandet gør forkert – for udover nogle trommer, der lyder en kende flade, så er der faktisk ikke noget at pege fingre ad. Men det ændrer dog ikke på, at det samlede resultat er en kende anæmisk, trods det faktum at der er tale om et velspillende orkester, der ligeså formår at skrive udmærket musik.
Men det er nemlig det, der er hele humlen, for Toutes blessent, la dernière tue formår aldrig at blive mere end ’udmærket’ – uanset hvor meget det så ellers bliver forsøgt. Måske består problemet i, at bandet forsøger at blande nogle komponenter, der reagerer lidt som olie og vand. Den rå og kolde middelalder-lyd kolliderer ærlig talt med de mere sarte og introverte jazz-prog-passager – eller det gør de i hvert fald, når Abduction forsøger at blande dem. Bandet gjorde ganske vist præcis det samme på forgængeren, Jehanne, men da fungerede det bedre end her, hvor det er mere kluntet – desværre.
C’est la vie!
Al kritik til trods så er det her nu stadig en ganske fin udgivelse, og Abduction forsøger stadig at skabe en lyd, der ikke rigtigt er hørt før – og kæmpemæssig respekt og anerkendelse for det! Det er derfor en skam, at det her album virker mindre gennemført og gennemtænkt end sin forgænger. Måske Abduction bare har brug for et mere stringent koncept og smallere rammer, når der skal skrives musik? Men c’est la vie, Abduction, vi lyttes helt sikkert ved om et par år – jeg tager vin og brød med – au revoir!