Stewart ”Abbath” Stardust

Hvis blackmetal var en familie, så ville Abbath være den glade og lidt for fulde onkel, der altid kommer en time for sent, men har taget snaps og røverhistorier med til alle. Den norske vildmand er nok mest kendt fra sit tidligere band Immortal, der ulig så mange af de andre gamle ”trve kvlt” bands aldrig tog noget seriøst og da slet ikke sig selv. Det er måske også derfor, at Immortal totalt har undgået de mange skandaler omkring knivdrab, nazisme og kirkenedbrændinger, som ellers har plaget scenen siden midt 90’erne. Tilbage i 2015 ville han dog noget andet end Immortal og skabte derfor sit nye band opkaldt efter sig selv. I 2016 udgav han med det nye band sit første album, der selvfølgelig også blev opkaldt efter ham selv. Albummet blev vel modtaget omend knapt så vel modtaget som det første Immortal-uden-Abbath album, men hvorom alting er, så er Abbath klar med sit andet album!

Too Jung to fall in love

Hvis man havde regnet med noget öld skööl black metal a la At the Hearts of Winter eller måske endda Diabolical Fullmoon Mysticism, så bliver man nok ret skuffet over Outstrider. Hvis man derimod havde forventet en vognladning black ’n’ roll med lidt punk-krymmel på toppen, så bliver alle ens forventninger mødt. Outstrider er ikke det mest varierede album, og sangene har en tendens til at lyde en kende ens, men Abbath selv har aldrig lagt skjul på, at han ikke er en virtuos, samt at han er fint tilfreds med at gøre det, han gør bedst. Hvilket er at høvle sin flying v til savsmuld, mens han bjæffer indover, som kun Abbath kan gøre det! Når det så er sagt, så er der virkeligt nogle fremragende sange på albummet, hvilket – sjovt nok – er de sange, hvor vores kære fjeldabe prøver kræfter med nogle lidt alternative elementer. Fx ”Bridge of Spasms” (det suverænt bedste nummer på albummet) hvor der er inkorporeret strubesang eller selve titelnummeret, der på næsten seks minutter går fra sjæler-ballade til bøllerock til blød ballade igen.

Hvis man holder Outstrider op mod Abbath, er det svært at sige, hvilket album der står stærkest. Det er dog tydeligt, at det forrige album var betydeligt mere black, mens Outstrider er mere rock ’n roll og tenderende til gammeldaws død. Måske dette skyldes, at King ov Hell, tidligere bassist i Gorgoroth, ikke er med længere, da han var utilfreds over, at Abbath havde ladet sig inspirere af Jungs psykiatriske teorier. Det mente King nærmest var det samme som at hylde den kristne kirke – og det går jo ikke, når man kalder sig ”King ov Hell”. Så Abbath skiftede hele bandet ud med nogle dygtige, men mindre prominente medlemmer – og måske det var nemmere at blive enige om at lave black ’n roll end mere klassisk ”trve kvlt black”?

Alt-i-alt: udmærket

Outstrider er et rigtig fint værk. Det er 38 minutters rendyrket black ’n’ roll, der tromler derudaf som en gammel, beskidt og rusten ladvogn, der hverken kan eller vil bremse! Produktionen er i top, hvilket måske også er lidt af en kontrast til traditionel norsk black, og Abbath er i topform. Men det bliver altså noget ensformigt, og hvis man ikke virkeligt spidser ører eller er fokuseret, så er det svært at skelne mellem de fleste af numrene. Men man får præcis det, man kan forvente af Abbath anno 2019; nemlig musik uden nogle dikkedarer, der bare tonser derud af, og som helt klart er lavet til at blive spillet live.