Neckbreakker

Hellere for meget end for lidt

Det er ingen hemmelighed, at Neckbreakker er blevet et folkekært navn i Danmark. Det unge dødsmetalband fra Silkeborg har det seneste års tid haft travlt, da de både rejste landet rundt med Gutteral Disgorge og efterfølgende rejste Europa rundt som support for Gojira. Nu er de kort hjemme at vende og optrådte som hemmelig gæst til release af den nye SPLIT-EP, A Thousand Reflections.

Total nakkeslitage

Der var ingen tid at spilde, da Neckbreakker begyndte. Pitten formede sig i samme øjeblik, og temperaturen fordobledes, så alt var, lige som det skulle være. Forsanger Christoffer Kofoed beordrede publikum til at skubbe, hvem end der stod eller sad ved siden af en, så man skulle være forberedt på en intens stemning.

Nu er Baggen intet mere end en gammel slagtehal, så det var ternede fliser, betongulv og intet, der mindede om isolering eller akustik. Hvis man forventede suveræn lyd, ville man i hvert fald blive skuffet. Var det så dårligt, som jeg frygtede? Nej, men det var ikke mere end tilstrækkeligt. Et band som Neckbreakker led dog ikke meget under det, da undergrundsstemningen klædte deres rå lyd, udtryk og optræden.

En ting jeg var meget imponeret over, var deres trommeslager, Viktor Bjørnstad. Det er ikke tit, man ser nogen spille så hårdt og hurtigt som Mario Duplantier og Eloy Casagrande, men Danmark har nu fornøjelsen af en med samme spillestil. Det øgede intensiteten af Neckbreakkers optræden og gjorde dem endnu mere brutale, end de allerede var. En anden ting der var over al forventning, var Kofoeds vokal. Han skreg som en krigsgeneral i slagmarken og havde konsekvent kontrol over alle blandt publikum. Derudover var han også konstant aktiv og spildte ikke et sekund stillestående.

Deres sæt var hyper-kompakt. På knap en halv time havde de ingen tid at spilde, og de kørte derfor på fuld skrue gennem sætlisten. Det nåede en hurtig afslutning, men var ikke en beklagelig længde som support. Det gav den alt, de havde og sørgede for, at alle gik derfra med våd pande og godt humør.

En sonisk lussing til sanserne

Jeg er overbevist om, at Neckbreakker er en dansk ædelsten i metalverdenen. Deres hårde arbejde har betalt sig, ikke kun med deres musik, men også med deres konsekvente suveræne optrædener. SPLIT kunne ikke have fået en bedre support, og trods et begrænset sæt og en lyd, der kun var tilstrækkelig, gav de den alt, de havde og opnåede største succes med det. Jeg anbefaler alle, der skal på Copenhell, at se dem fredag aften på Hades og garanterer en ekstatisk dødsmetalkoncert. Neckbreakker har styr på det. Fe’ dø’!

9/10

SPLIT

Støjende overskud!

Den danske hardcorescene har fået et stort ryk de seneste år. Bands som Rot Away, Henret og Lifesick har sat standarden for en ny bølge og har nu fået en hidsig medspiller fra Ama'r. SPLIT har haft meget at se til. De har netop udgivet deres nye EP samt rejst til festivaler rundt i hele Danmark. I Baggen fik vi lov til at høre EP’en i dens helhed, og så var spørgsmålet, om det holdt lige så godt, som det gør på plade.

Kaos med kant

Da SPLIT gik på, blev det i samme øjeblik tydeligt, at stemningen stadig ville være brutal. Bandet nåede knap gå i gang, før en massiv pit formede sig. Publikum var med fra start til slut, og når de tunge passager udviklede sig, eksploderede det kun mere. SPLIT havde fat i noget, og man kunne mærke, at deres nye materiale var skræddersyet til live-setup, hvor den kaotiske fremdrift drev en konstant intensitet.

Det var nok også her, den største udfordring opstod. Baggen var ikke ligefrem det mest moderne spillested, og det betød også, at der ikke var anden udluftning end de døre, der åbnede og lukkede. Det medførte, at der efter kun et par numre blev så ulideligt varmt, at man var nødt til at gå ud og trække noget luft midt i sættet. Som en person, der godt kan lide at deltage i pitten, ville jeg ikke kunne forestille mig at holde mig i live, hvis jeg ikke havde trukket mig kort. Det er et mirakel, at der ikke var en eneste besvimelse.

Hardcore som genre fungerer ofte godt live, men SPLIT leverede alligevel en identitet, som ikke blot blev beatdown på gentagelse. Det var nok en blanding af en solid variation af riffs og motiver, men også tydelig stemme i en utroligt aktiv interaktivitet. Og det er nok en af SPLITs største styrker. Når forsangeren, Benjamin Jeppesen, først blev tændt, var der ingen vej tilbage. Han kørte på fuld skrue og sørgede for at holde publikum som en aktiv del af deres optræden. Den måde han agerede dirigent, skabte et nærvær, som fungerede utrolig godt i den undergrundsstemning, der var. Hele bandet gjorde det godt. De har en tyngde og præcision, der er lige, som hardcore skal være. Det var tydeligt, at de gav den alt og stadigvæk havde overskud til at flyve rundt og ikke engang overveje at stå stille.

Touchdown

SPLIT gjorde det godt. Jeg ville endda gå så langt at sige, at de gjorde det rigtigt godt. De leverede en solid og sammenhængende optræden, der beviste, at deres nye EP er lige så god live som deres tidligere materiale. Samtidig må jeg være ærligt og indrømme, at Neckbreakker havde en smule mere volumen og brutalitet. Men det skal ikke tage noget væk fra, at SPLIT stadigvæk stod stærkt. Det er noget af det bedste hardcore, man finder, både på plade og live. De unge amagerkanere har styr på det, og jeg kan ikke anbefale nok både at høre deres nye EP og at opleve dem live

8/10