Those Damn Crows: Kort sæt og lydudfordringer

Klokken 19:58 gik det løs. Det fem mand store band, iklædt uhyggeligt stramme jeans, indtog scenen med højt humør og spækket med spilleglæde. Sættet blev skudt i gang med “Who Did It” efterfulgt af “Man on Fire”. Særligt vokalen lød utroligt godt fra start, og frontmand Shane Greenhall var særdeles veloplagt og energisk igennem hele seancen. I den anden grøft stod guitarist Ian ‘Shiner’ Thomas dog noget mere passiv med en stoneface-mimik, som enten tydede på enorme tømmermænd eller en lettere introvert personlighed. Thomas dannede guitarpar med David Winchurch, som dog gav den alt, hvad han havde. Bandet opererer ikke med en bestemt leadguitarist, så vi fik hørt, at begge guitarister kunne deres kram, uanset hvor meget energi de bød op med. 

Desværre blev publikum dog ikke begunstiget med verdensklasselyd fra første akkord. Under numre som “No Surrender” og “Find a Way” druknede guitaren i lydbilledet, og der manglede generelt bund og klarhed i lyden. Desuden var volumen overraskende lav, i forhold til at vi havde et rockband på scenen. Jeg bevægede mig rundt i salen, men det var nærmest umuligt at komme frem eller tilbage i den vanvittigt pakkede sal. Til min store fortrydelse så jeg, at flere folk kæmpede med blot at komme ind i salen, og det var tydeligt, at netop disse publikummer ikke var helt tilfredse med situationen. For at gøre ondt værre var der stadig masser af mennesker i foyeren, som endnu ikke havde fundet plads i salen. Til slut fik jeg plads på balkonen, og her lød mixet betydeligt bedre. Vokalen og det instrumentale passede langt bedre sammen, men desværre var vi også allerede ved vejs ende. 

Alt i alt leverede de walisiske opvarmere en energisk og god halv time, hvor de gjorde, hvad de kunne for at sætte ild til salen. 30 minutter er ikke meget for et band, der besøger Danmark for første gang, men det lod de sig absolut ikke kue af. Samtidig var lydkvaliteten noget varierende, alt efter hvor man befandt sig i salen, og det vil naturligvis efterlade publikum med et noget blandet indtryk. Ceteris paribus så var folk varme og klar til, at aftenens hovednavn skulle gå på scenen.

7/10

Shinedown: Pyroteknik, publikumskontakt og lydmæssige rutsjeture

Klokken ni minutter over ni startede løjerne. Efter en underholdende og dansende hypeman med fjernsyn som hoved blev koncerten skudt løs med “Safe and Sound” og “Dance Kid, Dance” fra den nyeste plade EI8HT. Der var fuld gas på samtlige medlemmer, og scenografien med heftig brug af pyroteknik og et vanvittigt, koordineret lysshow gjorde starten fantastisk.

Men lydmæssigt startede det i den svære ende. Diskanten var næsten skrigende, og guitarlyden flød ud i visse sekvenser, hvor det var svært at adskille tonerne. Heldigvis blev der rettet op på det, da bandet bevægede sig over i “Diamond Eyes”. Her sad guitaren lige i skabet, og kemien mellem bandmedlemmerne – særligt duracellkaninen forsanger Brent Smith og guitarist Zach Myers – var til at tage og føle på. Generelt under hele sættet var der drillerier mellem de to, som lod til at hygge sig gevaldigt i hinandens selskab.

Koncerten var en opvisning i den svære kunst at styre et publikum. Smith talte til hjerterne under “If You Only Knew” og” Three Six Five”, hvor følelserne fik frit løb. Når man tager til koncert med Shinedown, skal man være forberedt på, at Smith på ingen måder holder tilbage med længere monologer mellem sangene. Udover de klassiske ‘hvordan-går-det-København’ bevægede han sig denne aften over i mere spirituelle emner. Et langsomt og emotionelt guitarriff indtog baggrunden, mens Smith greb mikrofonen og spurgte publikum, om der mon var nogle , der havde mistet nogen, de holder af. Fluks rakte hele Falkoner hænderne op, og en fællesnævner dannedes blandt publikum til ordene fra Smith, der hævdede, at alle dem, vi har mistet, var blandt os i salen i dag. Disse sekvenser er absolut ikke for alle, men følelsernes ægthed blandt visse af publikummerne var synlige Hos andre publikummer blev det et oplagt tidspunkt at købe en øl eller gå på toilettet. Personligt synes jeg, denne grad af følelsesporno hører hjemme til en koncert som denne, særligt hvis man sætter sig ind i bandmedlemmernes respektive fortider, der er langt fra rosenrøde. Lige netop dette gør de følelsesladede øjeblikke autentiske og relaterbare for de fremmødte i salen i stedet for at glide over i et klichefyldt sammensurium. 

I den helt modsatte boldgade viste Smith, inden “Enemies” gjaldede ud i salen, hvordan man engagerede publikum i fælles hop. Jeg tror, de fleste af os har vidnet halvhjertede forsøg på netop dette igennem tiderne, men alle fremmødte i Falkonersalen må føle sig taknemmelige for, hvad der må være en meter langt betonunderlag, for at holde alle de hoppende fra at ryge direkte ned i kælderen. Smith ejede publikum fra start til slut, og hver gang en kommando kom fra mikrofonen, fulgte publikum straks trop, som hvis deres kultleder havde beordret dem.

På “Call Me” gav Smith fuld gas på vokalen, som i den grad var i topform. Hans vokallevering virkede så ubesværet og naturlig under hele koncerten, og hvordan han kan springe rundt på scenen, mens han holder det tårnhøje niveau, vidner om en VO2-max på linje med en maratonløber. Ligeledes på Lynyrd Skynyrd-coveret af “Simple Man” blev publikum mindet om, at der var en sanger til stede, som tilhører den allerøverste hylde. 

I det instrumentale hjørne tog guitarist Zack Myers en større birolle. Først som nylig fødselar, da der undervejs blev sunget fødselsdagssang for Myers, som ifølge Smith var fyldt 14 år dagen forinden. En lille ‘kage’ bestående af steak og cupcake blev bragt på scenen til Myers’ store overraskelse. Hans guitareksekvering på hans utallige PRS-guitarer var dog fyldt med præcision og følelse, samtidig med at han, som Smith, sprang rundt på scenen, som havde han ild i fødderne. Myers fik også en kortvarig vokaltjans, da Smith afgav vokaltjansen på 3 Doors Down-coveret “Kryptonite”, og her kvitterede salen med ufortrøden fællessang. Smith cementerede tributten til forsanger fra 3 Doors Down, Brad Arnold, som desværre forlod denne verden alt for tidligt i starten af året, med at fortælle, at han helt sikkert også befandt sig i rummet i netop dette øjeblik. 

I en lidt mindre birolle komplementerede bassist Eric Bass sine kollegers tårnhøje talent med sin hakkede torso og multiinstrumentale evner. Bass kom igennem banjo, klaver, guitar, bas og baggrundssang og vidende om, at showet ikke blot handlede om Smith og Myers – som i øvrigt har et sideprojekt med samme navn.

Mod slutningen af det to timer lange sæt væltede numre som “Cut the Cord”, “Monsters” og  “Sound of Madness” ud over rampen i en ren og skær hitparade. Koncerten blev rundet af med “Second Chance”, hvor den akustiske guitar og det tætte bånd til publikum satte prikken over i'et på en særdeles veludført koncert. Shinedown viste i Falkonersalen , at de var mestre i publikumskontakt, storladne melodier og visuelle rammer. To timers koncert var dog en smule for meget, og det tydede på, at Shinedown ville lidt for meget. Min bedste gisning må være, at Shinedown helt enkelt har for mange gode sange at vælge imellem, og at beslutningsangsten fik bandet til at vælge et par stykker for meget. Men båndet mellem band og publikum sørgede for, at det samlede indtryk endte på den rigtige side af en rigtig god aften

8/10