Foto - Daniel Høgh
En historie, der forpligter
Grundlagt af Mayhems Per Yngve ’Dead’ Ohlin, før der i det hele taget var tænkt på Mayhem, var Morbid måske årets på papiret mest interessante booking. For få år siden blev bandet gravet op af mulden af ingen ringere end Deads bror Necrobird for at give Deads materiale liv efter døden. Flankeret af både Watain- og Entombed-medlemmer var der lagt i kakkelovnen til en legendarisk afslutning på årets festival.
Ventetiden værd
Sløret af røg og med omvendte kors på scenen blev vokalist Necrobird, som en hyldest til sin bror Dead, båret ind i en kiste. Et fremragende scenografisk valg, der virkelig understregede Deads indflydelse på den svenske black metal-scene. At medlemmerne så var klædt i henholdsvis battlevest, lægekittel, corpse paint og napoleonshat, var et knap så fremragende scenografisk valg. Men med den energi og indlevelse, som de fem herrer lagde for dagen, var der dog umiddelbart ikke udsigt til andet end en fremragende koncert, hvor blackens vingesus i den grad kunne mærkes. Necrobirds teatralske optræden var intet mindre end perfekt på kultklassikere som ”My Dark Subconscious” og ”Wings of Funeral”, hvor han strøg rundt på scenen som en vampyr indhyllet i nattens tåge. Det var lige før, at selv Mayhems Attila blev gjort til skamme. Necrobirds hæse dødsrallen var også lige i øjet til hans dramatiske fremtoning. Her skal der bestemt også lyde en tak til lydmanden på årets Rock og Rul. For aldrig har Morbids demomateriale lydt så godt. Guitaristerne Napoleon Pukes og TG var muligvis ikke så energiske som deres vokalist, men deres musikalske evner var der intet at udsætte på. De blackede thrash-riffs var præcis så iskolde og buldrende, som man kunne drømme om. Perfekte til en hastig løbetur over kirkegården ved midnatstid. Al frygt, man kunne have, om, hvorvidt Morbid anno 2026 udelukkende ville være en håndfuld midaldrende mænd, der bare skulle tjene nogle hurtige penge, blev gjort til skamme igen og igen. Når man samtidig tænkte på, at den gennemsnitlige publikummer ikke engang var født, da bandet gik i opløsning i 1988, var det imponerende at se, hvor godt de fremmødte tog imod Morbid. Selvom Morbid også er et vanvittigt kvlt-band, som de færreste nok havde indgående kendskab til, så var det imponerende at se, hvor mange af de fremmødte, der stod som tryllebundne. De næsten fire årtier gamle demonumre blev ganske enkelt slugt råt. At samtlige numre også blev leveret med den entusiasme og nerve, som de oprindeligt var blevet skrevet og indspillet med, hjalp også gevaldigt på den afsmittende effekt på de fremmødte. Afslutningen på dette års Rock og Rul blev bestemt så legendarisk, som man kunne have håbet på. Morbid hyldede i den grad sin arv med respekt.
Giv mig meget mere Morbid
Morbid leverede præcis så overbevisende en koncert, som et band med deres historie skulle. Det var dragende teatralsk, imponerende udført og præcis det historiske vingesus, som man kun kunne have håbet på. Var man ikke til stede, gik man bestemt glip af noget – hvis man lige ser bort fra et par stillestående guitarister. At hovedparten af publikum endda blev stående og kiggede længselsfuldt op på scenen, da bandet gik af, fortalte alt om, hvad det var, Morbid havde leveret. Selvom jeg ikke havde ventet i 40 år på at se bandet, så forestiller jeg mig, at dem, der havde, fik præcis, hvad de havde håbet på. Det var trve kool kvlt.