Rammstein Jam

24. februar 2018

Headliner: Rammstein Jam
Support: School's Out

Amager Bio spillede på sin sidste rille med en eksplosion af en jam-koncert, som virkelig fyrede op under publikum. Inden det kendte og elskede spillested lukker ned for en større ombygning, som er planlagt til at vare året 2018 ud, sørgede de for virkelig at få varmet det vinterkolde publikum grundigt op med masser af ild og pyroteknik. De to jam-bands spillede for udsolgte døre og sørgede for at levere varen på en måde, der gjorde, at man til tider helt glemte, at det ikke var de rigtige bands man så på scenen og alligevel gjorde de det til deres helt eget på samme tid, og det var ikke så få der headbangede eller skrålede med i salen til de mest kendte af numrene.

School's Out - The Alice Cooper Show

Næsten på slaget kl. 21 trådte de første udklædte musikere på scenen – lige fra sygeplejerske til dødning. Normalt er jeg ikke meget for coverbands, men School’s Out var med at til at vise mig, hvordan den plade skulle vendes. Selvom de ikke 100% formåede at have samme store show på scenen, som Alice Cooper normalt har, så forstod de at komme hele paletten rundt med både gammelt og nyt materiale fra hele Alice Coopers karriere.
Det hele blev fremført med professionalisme og tydeligvis med sjælen fuld af kærlighed til melodierne. Selvom der i starten var lydproblemer og udfordringer med helt at få publikum til at vågne efter vintersøvnen, så lykkedes det til sidst at få varmet salen op i en grad, så de næsten smeltede, før hovednavnet efterfølgende skulle på scenen.

Navnlig da de gik i gang med deres tredjesidste nummer, ”Poison”, fik de virkelig fat i publikum – der var ikke det hjørne, hvor der ikke blev skrålet med. Den blev fremført i en overdrevent fed version og jeg selv blev helt revet med og nød det til fulde. Men allerede i nummeret før, ”The Ballad of Dwight Fry”, viste forsangeren, Fjeder Stavnstrup, sin indlevelse i sin imitation af Alice; her kravlede han rundt i spændetrøje og skreg: ”I Gotta Get Out Of Here”, mens han rev og sled for at komme fri.

Lydproblemerne i starten, det at de ikke helt formåede at give nok show og det faktum, at det tog dem meget lang tid at få publikum helt med, ligger til grund for min karakter, selvom de alt i alt var den perfekte opvarmning til aftenens hovednavn. Det ærgrede mig dog, at der ikke blev tid til deres planlagte ekstranummer, ”Feed My Frankenstein”, men den må jeg så have til gode til jeg ser dem næste gang.

Sætliste:

The Black Widow / It's Hot Tonight / Go to Hell
No More Mr. Nice Guy
Hey Stoopid
Steven / Welcome to My Nightmare
He's Back (The Man Behind the Mask)
Ballad of Dwight Fry / I'm Eighteen
Poison
School's Out
Elected

6/10

Rammstein Jam

Det hårdt pressede program gjorde, at der ikke gik mange minutter, efter at School’s Out gik af scenen, før aftenens hovednavn stod klar. Rammstein Jam har efterhånden været på banen i en del år, og de har optrådt flere forskellige steder – både her i landet og i udlandet. De hårdtpumpede musikere formår at lægge sig tæt på originalerne, samtidig med at de tilfører deres eget element af pyro-, ild- og sceneshow med masser af laser og superprofessionel lyssætning. De spiller oftest for udsolgte døre og bliver af mange betragtet som et af de bedste jam-bands i Danmark.

Da det er anden gang jeg oplever dem live, var mine forventninger helt fra starten af skruet meget højt op, og jeg blev ikke skuffet. Rammstein Jam havde publikum i deres hule hånd fra start til slut, og stemningen i salen var tæt på kogepunktet, hjulpet godt på vej af deres fænomenale show med ild, damp, fyrværkeri og laserlys. Det er tydeligt, at Till Lindemann er blevet nærstuderet i mindste detalje af forsanger Frank Remme, for han formåede at fremstå som en tro kopi af originalen helt ned til detaljer som mimik, kropssprog og stemmeføring, og det, at han udelukkende talte tysk hele aftenen. Det sås eksempelvis i numre som ”Mein Teil”, hvor han kom ind iklædt slagterforklæde, kokkehue, gryde og kniv præcis som i den originale version. Men også i nummeret ”Pussy”, hvor kropssproget var mindst lige så provokerende, som Lindemann ville have fremført det.

De andre bandmedlemmer fremstod i beklædning og attitude, som var de reelle medlemmer af det originale band, og fremførte sammen med Frank samtlige 20 tracks ned til noget nær perfektion, både instrumentalt og vokalmæssigt, i en grad der gjorde, at lukkede man øjnene, så kom man nemt i tvivl om, hvorvidt det ikke var det originale band, man faktisk var kommet til koncert med. Lyden var helt perfekt under hele deres optræden, og publikum var totalt opslugt af det hele og jeg tror desværre at baren led lidt under, at ingen ønskede at gå glip af, hvad der foregik på scenen. Alt i alt viste Rammstein Jam, at ikke alle coverbands, bør sættes i samme bås som dårlige plagiater, men at nogen faktisk kan tage tingene så seriøst, at de på samme tid både minder om originalen, og gør showet til deres helt eget, hvilket rigtig mange andre coverbands burde tage ved lære af.

Sætliste: