Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net
Kunst i øllebølleland
Den amerikanske singer-songwriter Zola Jesus var årets ’artist-in-residence’ på A Colossal Weekend. Sangeren skulle både give en natkoncert under navnet Nika (som også er hendes borgerlige navn) og en aftenkoncert med Absalon String Quartet dagen efter. Koncerten med Nika-projektet var blevet sat på kl. 00.30 i Basement, og det skulle vise sig at blive en kæmpe katastrofe. Nikas kunstneriske performance blev nemlig kørt over af det øllebølleland, som Basement havde udviklet sig til på dette sene tidspunkt.
’Luk røven, derovre!’
Nika kom gående ind i det mørke rum iført en sort kjole og satte sig på hug på den kulsorte scene. Hun nærmest forsvandt for øjnene af os. Og de fulde mennesker, der var krøbet ind i varmen på Basement, havde tydeligvis ikke opdaget hende og fortsatte deres rowdy snak. Men da hun satte gang i et noiset industrial loop, så vidste alle ligesom godt, hvad klokken var slået … Den var blevet kvart i kunst! Nikas loop blev nu højere, mere massivt, og hun tilførte det flere sønderrivende skrig. Men det virkede desværre også som en invitation til, at festivalens gæster skruede endnu højere op for deres fuldemandssnak. Det, der skulle have været en ud af kroppen-oplevelse for lytteren, blev til et ønske om at komme langt væk fra Basement.
En lille udsøgt skare havde dog samlet sig rundt om Nika, og selvom hendes optræden ville have været svært tilgængelig lige meget hvad, så begyndte hendes performance at lukke sig mere og mere om sig selv og blive til et ritual for de få. Der udbrød nu en krig på lyd mellem Nika, gruppen af folk, der ville høre hende og dem, der bare ville bælle bajere og banke i bordene. Så Nika skruede endnu højere op for sin noise-optræden og gik måske over den tilladte grænse på 110 dB, for det buldrede så voldsomt i ens krop, at man nærmest fik det fysisk ubehageligt. Om det var en kunstnerisk effekt eller ren irritation, var nu svært at finde ud af.
Enkelte lyn fra stroboskoplyset oplyste Nika på scenen og gav mindelser om David Lynchs filmiske feberdrømme … Og interessant nok, så ville hans ånd også dukke op til Zola Jesus’ strygerkoncert dagen efter. Men først skulle dette mareridt af en koncert overstås, hvor krigen mellem publikum blev mere verbal, og der blev råbt: ’Luk røven, derovre!’ Imens fortsatte Nika sit lange noiseloop, som sluttede efter 25 minutter. Og det var ikke et minut for sent, for man ville bare så gerne slippe ud fra denne skandale af en koncert.
En bøvs i en hornlygte
Hvor skulle ansvaret for denne skandale af en koncert placeres? Nika (Zola Jesus) var ikke nogen let tilgængelig koncert, og hun kunne sagtens blive udråbt som en fis i en hornlygte … Ikke mindst af de spritstive gæster, der fejrede en dejlig fredag på festivalen. Var det måske her, festivalens strategi fejlede? At prøve at kombinere udfordrende kunst med klassisk fadbamsefestival? Det er jo som at drive The Old Irish Pub på Statens Museum for Kunst! Måske skulle A Colossal Weekend have lagt denne hybrid af performance og koncert på en anden dag og et tidligere tidspunkt? Eller også skulle de helt have ladet være …
PS: Næste dag postede A Colossal Weekend et opråb til deres gæster om at tale lavere til de mere stille koncerter.
Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net