Bersærkergang i Mols Bjerge – del 1

Foto - Camilla Lundbye

Interviewet blev længere snak, så vi har delt det op i to dele. Første del omhandler hovedsageligt corona, og hvordan Bersærk har forholdt sig til dette. Bandets kommende plade Sol er omdrejningspunktet for anden halvdel.

Kunsten at få det bedste ud af det værste

Heavymetal.dk tog på en aftentur til det smukke Mols Bjerge, nærmere bestemt Jens Moss Thorsens lydstudie, for at få en snak med Bersærk om blandt andet den nye plade Sol. Herunder kan du læse fores udsendtes beretning om besøget. Ved ankomst til adressen ligner det på ingen måde et lydstudie, men nærmere et sommerhus. Jens byder os indenfor, og idet man træder indenfor, breder der sig straks en lugt af mad. Det er jo også ved at være aftensmadstid. ”Vi laver skipperlabskovs”, udbryder vokalist Casper Popp muntert, hvorefter bandet begynder at undre sig over, hvad en labs og en kovs i grunden er.

Svaret findes dog ikke, så efter et kort coronareglementeret goddag til hele bandet, sætter vi os omkring sofabordet, og nærmest som en selvfølge indledes interviewet med, hvordan Bersærk selv har håndteret coronakrisen. ”Ret godt, vil jeg sige. Vi har for eksempel lavet en ret fed plade, synes vi selv”, siger Jens uden at bekymre sig om janteloven og afslutter da også med: ”Jeg starter hårdt ud!”. Lars er lidt mere ærgerlig over det. ”Altså, vi fik da lige slettet en sommer, der ville have været den vildeste sommer i hele vores karriere. Det var jo Copenhell, Roskilde Festival, Skanderborg Festival, Fanø Festival”. Mens Casper ser lidt mere positivt på det: ”I lyset af at alle de her ting er blevet aflyst, som er noget lort, kan man sige, at så på den anden side havde der ikke været den her fred, hvis ikke der havde være corona”. Noget, der i bandet er bred enighed om.

Succes har ingen alder

Så der er ingen tvivl om, at Bersærk har fået det bedste ud af det værste. Men tre plader og otte år inde i karrieren, så kunne det være meget rart lige at få begyndelsen med. ”Vi blev dannet i 2012. Mig og Casper, vi mødtes nede i mit øvelokale, på det tidspunkt i Åbogade. Og så lavede vi noget musik. Jeg havde skrevet fire sange på engelsk. Og det indspillede vi faktisk”, forklarer Lars ganske simpelt. ”Men”, fortsætter han, ”det var vi ikke superimponerede over. Så skrev jeg to nye sange. Og så skrev jeg to danske tekster til”. Så efter de besluttede sig for et band, hvor tingene var mere lige til, og, som Casper meget rigtigt pointerer; ”Nu er engelsk jo ikke mit første sprog”, så blev det på dansk.

På trods af at dette var kimen til Bersærk, var der dog langt til det band, vi kender i dag. Casper fortsætter: ”Vi havde ikke tænkt det sådan, at vi skulle ud at spille for folk. Vi ville bare lave noget hyggerock. Men så skete der noget, og folk begyndte stille og roligt at få øjnene op for det, og vi fik blod på tanden”. ”Så var der heller ikke andre, der lavede hård musik på dansk på det tidspunkt”, forklarer Lars, hvortil Casper kækt tilføjer: ”Det har vi simpelthen opfundet nu!”, hvorefter stuen bryder ud i latter. Lars erkender dog, at dette overraskende nok ikke er helt korrekt. ”Ah… Red Warszawa var der jo. Og så var der et band fra halvfemserne, fra Sønderborg, som hed Monstah. Og de sang på dansk og spillede hård musik. Du (red.: Casper) havde en demo fra dem. Kan du ikke huske, at allerede dengang studsede vi over det? At det var sgu meget fedt, egentlig.”

Men på trods af en mangel på dansksprogede heavybands mener Lars dog ikke, at det var en niche, Bersærk var voldsomt bevidst om. ”Hvis vi lige skal være helt ærlige, så tror jeg faktisk, at der gik ret lang tid, før vi studsede over, at det var en niche. Jeg tror faktisk først, at det var, da vi spillede til det der New Shit Showcase i Pumpehuset, som Blastbeast stod for. Hvor folk begyndte at fortælle os, at det var en niche.”

Jens bryder ind og pointerer, at Bersærk ikke helt var Lars’ første færd udi modersmålsmetal. ”Jeg kom bare lige i tanke om… Inden I to (red.: Lars og Casper) lavede Bersærk, kan jeg huske, at vi to (red.: Jens og Lars) snakkede om at lave noget dansk hardrock. Jeg kan bare huske, at vi har snakket om det inden. Et projekt, der skulle hedde Krapyl. Det er faktisk sjovt”. Men nu er der jo sket en del siden dengang, så om den måde bandet har udviklet sig i forhold til den relativt store succes, er Simon meget klar i spyttet; ”Lineært”. Han uddyber dog, ”En ting, der også kan siges, som vi da har talt om før, er, at hvis man var meget ung og oplevede succes, var det da nok sværere at håndtere end som et modent menneske”. ”Det lyder så prætentiøst, når man siger det sådan”, indskyder Jens, dog uden at virke uenig.

Men i bandet er der generel enighed om, at medlemmernes alder har været en klar fordel, når det kommer til at håndtere succesen. Casper er lidt filosofisk omkring det: ”For det første er lyset for enden af tunnelen, at vi alle er ret overbeviste om, at det her, det holder op en dag. Altså, qua det her med at have noget at se frem til, så synes jeg, at vi har arbejdet godt i den her periode. Det er ikke. fordi vi har følt noget som helst stilleståenhed eller noget”. Jens er mere konkret: ”Men i forlængelse i Simons pointe, er det klart, at succes og alt der hører med, det håndterer man mere voksent, jo ældre man bliver. Altså, det er fedt, men vi har allesammen været der i starttyverne, hvor vi blev berørt af succeskriteriet, og bekræftelsen deri var det, man levede højt på. Vi er nok der nu, hvor det selvfølgelig er det en fed bonus, men vi har en helt anden ro i det”. Lars påpeger dog også noget, mange andre bands vil nikke genkendende til, men måske ikke være helt enige i; ”Vi har også den fordel, at vi ikke er økonomisk afhængige af det her band”. Hvortil Jens lidt opgivende kommenterer: ”Tænk engang, at det skal være en fordel…”. Men hvis successen var kommet i tyverne, er bandet godt klar over, hvad der var sket. ”Så havde vi lavet noget lortemusik”, siger Lars, og Casper stemmer i med: ”Røget på druk konstant…. Selvom det ikke er, fordi vi ikke kan tage en bajer nu.” Angående alderen tilføjer han kækt: ”Men nu drikker vi jo hvidvin”.

En kontrolleret ulv

Til alt held, eller uheld, er der ikke blevet kigget alt for dybt i hverken vin- eller ølglas, da interviewet drejes ind på ulve og deres betydning for Bersærk som band. ”Altså, ulven, den indkapsler ligesom det kaos, der er i hjertet af det her band, som vi hele tiden skal holde styr på, men ikke tøjle. Vildskaben og det kreative kaos”, siger Lars meget eftertænksomt og filosofisk. Caspers kobling mellem ulve og Bersærk er dog noget mere ligefrem: ”Det fandt vi jo meget tidligt ud af. I forhold til det danske sprog, og hvor er vi henne: vi er i Norden. Og det der med at finde en eller anden reference – en metafor, som kunne gøre det tydeligt. Og så kom Lars op med ulven. Og så to måneder efter dukkede den første dansk ulv op i Thy. Og så kiggede vi på hinanden og tænkte, så er der sgu et eller andet her – den tager vi sgu!” Lars prøver dog at holde den mere filosofiske tone; ”Det er bare et sejt dyr! Og det er også det der med, at en ulveflok samarbejder om at nedlægge et dyr. Det er lidt den samme følelse, jeg synes, det er her. Det er lidt derfor, den er bandets maskot, fordi vi på samme måde er nødt til at koordinere alting og samarbejde, for at det går op i en højere enhed. Det er enheden, vi skal løfte, ikke os selv”. Men skulle man ikke have forstået det helt, opsummerer Jens det ganske kort: ”Den skal tøjles, men ikke tæmmes.”

Noget, der dog bestemt kan være en tam fornøjelse i denne tid, er koncerter, men det mener Jens bestemt ikke er et problem; ”Der er jo flere ting, der er lidt heldige i forhold til den måde, vi gør det på. Som unægteligt er anderledes. Det er jo fire albumkoncerter, som vi laver i stedet for at have en decideret release af pladen på den dag, den kommer ud. Der har vi så de her fire albumkoncerter, som så bliver siddende koncerter for et begrænset antal publikum. Det er jo ret anderledes i forhold til, at vi jo er meget mere “in your face” på folk og har meget den der øjenhøjde-ting kørende. Det har vi helt bevidst justeret på. Både fordi pladen lægger rigtig meget op til det, og selvfølgelig for at imødekomme den tid, som vi jo lever i nu. Det kommer så til udtryk i mere visuals, og vi har en større lysproduktion med, som kommer til at virke mere teatralsk.” Derudover er der også en ekstra musiker (red.: Mathias Korsgaard fra You Work for me Now) med til koncerterne, for som Casper pointerer: ”Da vi lavede den her plade og skulle i øvelokalet og indspille den, gik det sgu op for os, at den kunne sgu ikke rigtig spilles af fire mennesker.” Det viser sig dog, at Casper står meget alene med den holdning, da resten af bandet i kor småråber: ”Jo, det kan det godt!” Men selvom koncerterne bliver anderledes, så er det jo stadig koncerter, og inden en koncert, skal ”Casper skide, sådan sytten gange. Så får vi os en skarp. Og så holder vi lige lidt om hinanden og råber lidt”, siger Jens. Samme afslappede holdning har de også til fremtiden for livescenen; ”Jamen, jeg har da en klar forventning om, at alt går væk, og at alt bliver fuldstændigt normalt igen, ellers bliver jeg sur”, siger Casper og griner. Datoen er endda også fastlagt: ”Den 3. november – på min fødselsdag…” siger Lars med sarkasme så tyk, at man kan skære i den. Men ellers er det ikke noget, bandet reelt set gider forholde sig til, for som Simon siger: ”Men man kan sige, at vi spiller jo ikke i band sammen for at komme ud at spille. En del af det er dét, men det er ikke kimen til, hvorfor vi interesserer os for at spille sammen og lave musik.” ”Det er også for at være sammen med sine venner”, tilføjer Casper. Dog skal man ifølge Lars ikke være bange for, at Bersærk lukker og slukker efter disse albumkoncerter. ”Vi er jo også rigtig glade for at komme ud og spille live. Vi er simpelthen så rastløse efterhånden. Grundstammen i det her band er jo live. Så jo, vi er jo pisse-frustrerede, men vi kan ikke gøre en skid. Vi er bare nødt til at arbejde os ud af det.” Casper tilføjer: ”I forhold til det der med at arbejde sig ud af det: i starten var man jo vred, man har været nede og været ked og alt det der”, og afslutter i et lidt opgivende og ligegyldigt tonefald: ”Nu siger vi mere: “bare kom med det”, og så tager det, som det er.” 

Dette afslutter første del af vores interview med Bersærk. Følg med i morgen for del to, eller hvis du læser dette i fremtiden, så bare klik her.

Udover nævnte er interviewet udarbejdet i samarbejde med Jeanett Meibom Andersen, Jonas Larsen og Søren Højer Larsen.