Top 3 - Søren Højer Larsen 2021
Sidste år er længe siden...
...men omtrent ved denne tid i 2020 skrev jeg et indlæg på Boomerbloggen om, hvor fantastisk et metal-år 2020 havde været. Bloggen blev krydret med 20 udgivelser og en Spotify playliste, der stadig, i al beskedenhed, er værd at lytte til. Som en diametral modsætning til dette overflødighedshorn af lækre udgivelser ender 2021 måske som året, hvor jeg endelig blev indhentet af min alder. For i 2021 har jeg som en gammel, fadølssvingende mand i en alt for stram og forvasket AC/DC t-shirt vrænget på næsen over alt det nye. Året har været præget af både kæmpe skuffelser og lunkne udgivelser fra flere af mine gamle favoritter, og så en hel masse ting hvor jeg altid kunne finde et eller andet at se mig gal på. Men der har trods alt har været enkelte udgivelser, der har kunnet få gang i den gamle boomer, både danske og internationale, og de bedste af dem kommer her.
Danske udgivelser
3. plads
Killing – Face The Madness
Thrash kan i dag godt fremstå som en lidt slidt udgave af sig selv. Det er vel heller ikke så mærkeligt, når man tænker på, hvor gamle scenens koryfæer efterhånden er blevet. Men når metallens første ekstreme genre udføres med så meget kærlighed og så stort musikalsk overskud, som Killing gør på deres debutalbum Face the Madness, så må selv vi, der oplevede thrashens storhedstid, overgive sig. Så tak til Jesper, Kristian og to gange Rasmus for en af årets absolut mest underholdende udgivelser. Kill Everyone!
2. plads
Kold – Kold
Sjældent har et band og en udgivelse været navngivet så rammende, som duoen Kolds selvbetitlede debut-EP/kassettebånd. For det bestod af melankolsk black metal, der kunne få selv de mest varmblodede skabningers årer til at fryse til is. Udover at tvinge lytteren til at overgive sig til momenter af kulde og afmagt, indeholder ”Kold” så mange smukke, melodiske passager, at oplevelsen bliver komplet. En meget lovende start for et nyt band.
1. plads
MØL – Diorama
MØL mestrer den sjældne kunst at have kommerciel gennemslagskraft og dermed havne højt på internationale ”album of the year”-lister uden at appellere til laveste fællesnævner (læs: jyske håndboldhaller). Med Diorama tog de udgangspunkt i deres geniale debut, Jord, men gjorde det større, smukkere og endnu mere inderligt. Tårnhøjt niveau hele vejen rundt, og jeg er pavestolt over, at et dansk band endnu en gang udgiver et af årets bedste metalplader overhovedet.
Boblere
Med På Dækket Kalder De Døde inviterede Ildskær til endnu en historietime krydret med nogle af de bedste melodiske blackriffs, vi fik at høre i år. I første omgang var jeg ikke så vild med Iotunns melodiske og progressive dødsmetal på Access All Worlds, men deres overbevisende optræden på Copenhagen Metal Fest fik mig til at lytte bedre efter. Derfor måtte jeg snart erkende, at det er en gennemført og overbevisende plade. Til sidst lavede Nordsind med deres post-metalliske klange på Lys et yderst passende lydbillede til endnu et år plaget af corona-angst og restriktioner.
Internationale udgivelser
3. plads
Ninkharsag - A Dread March of Solemn Gods
Fyldt med episk og melodisk black metal beviste A Dread March of Solemn Gods, at den engelske black metalscene er meget mere end Cradle of Filth. Ikke voldsomt nyskabende, men stemningsfuldt og uhyre vellavet black proppet med en masse referencer til traditionel firsermetal. Langt fra så trve, som jeg normalt gerne vil have min sorte metal, men alligevel umuligt ikke at lade sig rive med af.
2. plads
Hooded Menace – The Tritonius Bell
Endnu en gang kunne Hooded Menace simpelthen ikke holde sig fra at inficere deres death/doom med masser af melodi og inspiration fra NWOBHM. Heller ikke meget nyt under solen her, men de finner kan bare ikke finde ud af at lave en dårlig plade. Og så har The Tritonius Bell bare den lækreste guitartone, man kan opdrive i disse digitale tider.
1. plads
Mastodon – Hushed and Grim
Årets med afstand bedste udgivelse, som jeg var snublende tæt på at give 10 brændende kranier. Mastodon har før ladet deres udgivelser præge af mørke omstændigheder, men det er aldrig før lykkedes dem som på sange som ”Dagger”, ”Had It All” og ”Gobblers of Dregs” at få melankolien til at træde så smukt frem. At de samtidig formår at trække linjer tilbage til både deres proggede og sludgede fortid, gør kun oplevelsen større. Selv vokalerne lyder godt!
Boblere
Med The Work udgav amerikanske Rivers Of Nihil endnu en herlig musikalsk langemand til genrepolitiet. Pantopticon leverede igen en mægtig blanding af black, doom og amerikansk folk på …And Again Into the Light. Black Mass kaldes ofte for et thrashband, men med Feast at the Forbidden Tree tog de nu mest tidlig 80’er speed metal og skruede op på mindst 12. Hvis tyske Skratte havde en lidt mindre skør vokal i forgrunden, var deres episke og sindssygt medrivende black metal på Akt 1: Ein Feuer Entfacht helt sikkert kommet i min Top 3. Endelig var Cult of Lunas The Raging River mest overskud fra arbejdet med A Dawn To Fear forrige år, men det er stadig klassisk post-metal, som efterhånden kun svenskerne fra månekulten kan lave det.
Nå ja, helt så dårlig var 2021 jo altså heller ikke…