VOLA spiller koncert i VoxHall, Aarhus C .
Vola - Homesick Machinery

Homesick Machinery

Udkom

Type:Demo
Genrer:Prog metal, Prog rock
Spilletid:20:52
Antal numre:4

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Københavnske VOLA spiller på denne EP en Porcupine Tree-inspireret blanding af æteriske, melankolsk-poppede melodier indpakket i flotte korhamonier, elementer af elektronisk stemning og eksplosioner af heavy, groovy rock. Der er også spor af andre engelske bands som Oceansize og Amplifier og generelt en del eftertænksom, progressiv rock med metalaspirationer.

Åbneren "Like the Rainbow" starter meget personligt med et trippy elektronisk underlag for siden at gå over i Steven Wilson-agtige korharmonier og gradvis mere markant bund. "The Avalanche" starter med et fængende guitarriff og groove, der henleder tankerne på "Shallow" fra Porcupine Trees "Deadwing"-album, men glider efterhånden over i et mere Wolverine-agtigt univers i verset (måske med en snert Pain of Salvation), for siden i omkvædet at lyde mere hen ad Oceansize med et på en gang tungt, støjende og atmosfærisk lydbillede. Der bliver også plads til et lille effektgrowl, muligvis for at markere bandets erklærede inspiration fra bands som Meshuggah og Opeth. "Giants" er et meget gennemarbejdet, stemningsfuldt nummer, der faktisk rummer samtlige de stilelementer, jeg har opremset i forbindelse med de første to numre plus en lidt 80'er-agtig synthesizerfigur i starten og slutningen, der måske også vil henlede nogles tanker på f.eks. Muse. EP'ens sidste nummer "Fragments" er en fredfyldt Steven Wilson-agtig akustisk ballade, der ikke gør nogen fortræd, men heller ikke er så spændende igen.

Jeg er lidt usikker på, om VOLA er en forkortelse eller et ord – i sidstnævnte tilfælde burde bandet næsten have stavet det "Voila", for det er, hvad kvintetten kunne sige, når de serverer dette fine stykke håndværk for lytteren. VOLA er (endnu) ikke noget revolutionerende band, men de leverer numre af høj kvalitet, både hvad kompositionerne og den tekniske udførelse angår. Musikken har en behagelig, positiv atmosfære (også i de metalliske udsving), der burde være noget for fans af bands som Demians og RPWL. Fans af VOLAs inspirationskilder (Porcupine Tree etc.) vil måske føle, at der endnu mangler lidt personlighed, før VOLA tager den moderne prog-scene med storm. Men lyt endelig på "Homesick Machinery", der f.eks. kan dowloades gratis via bandets hjemmeside.

Kommentarer (1)

AnonymousityUser

Like A Rainbow(Bedste sang-Slutningen)

Synes at "Like A Rainbow" ville ha været en af de bedste sange nogensinde skrevet hvis ikke det var for slutningen, som udfra mine ører at bedømme, er en af de eneste fejlvurderinger de har lavet i karrieren, og lyder som to forskellige produktioner lidt. Dårlig mixet masteret heavyspade, fantastisk lydende indtil da. Men ja, man kan jo bare slukke, "Inmazes" Er for mig det bedste danske metalalbum måske nogensinde, fordi 1: Jeg hader Djent for det meste. 2: De fremhæver det melodiske fremfor brutalitet, og slipper afsted med det, 90 procent andre Djent bands ville finde en brøler/skriger og spille så komplexe mønstre som muligt, og mixe det op med lidt atmosferiske stykker, men ville aldrig virke så naturligt og organisk og well, holdbart som det VOLA levere efter min mening, og efter min mening er dette noget helt særligt da de ikke giver en fuck for om folk synes det er nogle bløde drenge der skriver dybe tekster, i metal kontekst.. Tage "Like A Rainbow" Og så knalde en på en Demo/EP hvor man for førstehånds indtryk af bandet, respekt herfra.. Nuvel, der findes stunder hvor jeg hellere vil knalde en ren trashplade på, eller andet, noget mere in your face eller noget helt trejde, men der er sgu et eller andet magisk over dette band, uden at lyde fanatisk, hvilke jeg nok gjorde flere steder.