Vægtløs vil viderebringe sårbarheden
Vægtløs er endelig klar med deres debutalbum, som vi har set meget frem til ved magasinet. Selvom vi ikke har modtaget den i vores indbakke, vidste vi naturligvis godt, at det her vil være et album, som vi var nødt til at tage dyk ned i. Hvorfor det kan man spørge? Og der er svaret ret simpelt. Et par stykker af os blev blæst bagover af deres debutudgivelse Kakofoni, som bandet indsendte til Detektoren. Det førte til, at vi med vores samarbejdspartner i Copenhagen Metal Fest bookede bandet i 2023, hvor de mildest talt blæste alle tilstedeværende fra magasinet bagover. Det er en sjældenhed i sig selv, og netop Vægtløs kan dette, da deres musik er fyldt med stor sårbarhed, sorg og ærlighed. Det er svært ikke at blive ramt af især live. Derfor så har jeg, retfærdigt eller uretfærdigt, ret høje forventninger til deres debutalbum.
Sorgen og sårbarheden siver smerteligt gennem sprækkerne, mens vi prøver på at lade, som om livet ikke gør ondt.
Ja, titlen til denne del af anmeldelsen er lang, men også et eksempel på, hvad der kunne være en Vægtløs sangtitel. Noget der er i stil med Morilds Så kom mørket... Nogle vil måske kigge på sangtitlerne og synes, at det er en anelse prætentiøst, men titlerne passer altså godt til Vægtløs’ univers. Et univers, som sit bandnavn til trods, er et ufatteligt tematisk tungt univers. Det er fyldt med sorg over at have mistet nære personer i sit liv eller have gode venner, som balancerer på dødens rand. Vrede over at have et familiemedlem, som har svigtet en selv og resten af familien. Det er livet, når det gør allermest ondt på os, og det er den del af livet, som kun de færreste vil eller tør tale om. Men Vægtløs tør altså, og vi får nærmest et indblik i Troels Højgaard Sørensens personlige dagbog, som belyses gennem poetiske ord og skrig.
Det matches med et lydunivers, som også bryder med det nemme og konventionelle. Her skal det også være hårdt og udfordrende. Heldigvis er det dog også inkluderende i sit nærvær, ægthed og grandiositet. Du får store smukke og omfavnende lydflader, som næsten er taget ud af blackgaze-drejebogen, lidt som vi kender det fra danske Møl eller britiske Svalbard. Det suppleres tit med post-metalpassager og Sørensens screamo vokal, som er i stil med bands som Touché Amoré og Birds In Row. Det er et ret forunderligt miks, som man umiddelbart slet ikke tænker bør passe sammen, men det gør det altså bare på Aftryk.
Bare tag denne passage fra ”Her i vores hjerter bærer vi en ny verden” – som i øvrigt også er skivens bedste skæring – ”Jeg håber, du ved, hvem du var, da dit hjerte stoppede brat. 4 mennesker til din begravelse. 2 af pligt, 2 kom for sent Er det aftryk, du har sat på jorden”. Her går Sørensens vokal fra at være sorgfuld til at være direkte gennemsyret frustreret og vred. Det komplimenteres også af musikken, som går fra melodisk til fræsende og kaotisk, som en vaskeægte omgang black-metal. Sjælden har jeg hørt musik, som leverer følelser så råt og usødet. Det er med sådan en overbevisning, at man, uanset ens sprogkundskaber, kan mærke og forstå, hvad der transmitteres. Den slags er en kunst i sig selv, og Aftryk er en påmindelse om vores indbyrdes afhængighed af hinanden som mennesker. En påmindelse om, at vi sætter Aftryk i hinandens liv især vores nærmeste. En påmindelse om, at livet er skrøbeligt og sårbart, og det til tider skal gøre ondt, selvom vi måske lader som om, at det ikke gør.
Tak, Vægtløs!
Vægtløs er helt sikkert ikke noget for alle. For nogen bliver det alt for meget med det store følelsesunivers. For andre bliver screamo-vokalerne helt sikkert for meget og så videre. Der er grunde nok til, at bandets musik ikke vil falde i alles smag. Herfra skal der dog lyde en kæmpe tak til bandet. Både for at komme med noget velkomponeret musik som udfordrer genrekonventioner, men endnu mere for at turde at lægge sit blødende hjerte til skue for offentligheden. Det kræver kæmpe mod. Et mod der er brug for i nutidens samfund, hvor det handler om individet og karrieren. Hvor der ikke er meget plads til at fejle. Et tosset menneskesyn, som vi har fået skruet sammen i nutidens samfund. For livet gør ondt og de fleste af os får nedture igennem livet. Det skal vi turde snakke om. Der skal sættes ord på de store tyngende følelser som sorg og vrede. Det kræver stærke forgangspersoner at skabe en ændring der, og tak til Vægtløs for at turde at ville være netop dette.
