'Adskil kunstneren fra kunsten'
Overskriften her er et mantra, man ofte hører blandt nutidens bekymrede metalfolk, når de endnu en gang må konstatere, at den musik, de holder så meget af, ret beset bliver lavet af nogle ret tvivlsomme typer, der på ingen måde lever op til nutidens idealer. Der er få aktive bands på metalscenen, der som svenske Shining kan sætte gang i den slags overvejelser. Men lad mig erindre om, at manden bag gruppen, Niklas Kvarforth, er diagnosticeret både bipolar og skizofren, og så burde man vel kunne være bare en lille smule overbærende og inkluderende? Hans bizarre optræden i DR’s mærkværdige Satans sorte vinyler gør bestemt ikke det projekt nemmere, men måske Shinings nye, eponyme studiealbum kan gøre en forskel i den henseende.
Ab Imo Pectore
Det nyeste kapitel i Niklas Kvarforths lidelseshistorie åbner med et stille riff, der langsomt fader ind, alt imens hans umiskendelige hvæsen melder sin ankomst. Undervejs i denne sang formår han ellers imponerende ok at lyde som både Tom Waits og Nick Cave. En hadefuld tekst blandes med catchy hardrock og ekstremmetal, og vi får dermed allerede på albumåbneren ”Avsändare Okänd” nedslag i alle de traditionelle Shining-virkemidler. Næste skæring, ”Snart Är Dom Alla Borta”, lyder som en patosfyldt hardrockballade, og tro mig, det er helt bevidst. I virkeligheden får vi her Kvarforth’s misantropiske manifest pakket ind i skønne toner. Bipolar? Det er der vist ingen tvivl om, men budskabet bliver jo langt mere effektivt på denne måde. ’…och alla dina vänner, de som oavsett vad har försäkrat dig om, att de alltid kommer finnas där för dig, men snart är dem alla borta’ – ubærligt, men sandt, og en patosfyldt guitarsolo samt ikke mindst et langt instrumentalstykke, der afslutter dette nummer, giver lytteren mere tid, end godt er, til at gruble over Shinings dystre budskaber.
En absolut godkendt start altså, men det høje niveau holder ikke hele vejen. ”Allt För Döden” er Enslaved bare uden nordmændenes dynamik. Den rendyrkede misantropi, der hersker på dette nummer, fremstår desuden ret uvedkommende. Det er i øvrigt et velkendt problem med DSBM, den subgenre, Kvarforth om nogen selv har været med til at skabe: Så snart tematikken rækker væk fra det personlige og bliver til bragesnak om total død, bliver det, pun intended, meningsløst. Og så vil jeg i øvrigt hellere høre Enslaved spille Enslaved, men det er en anden sag. På ”Fidelis Ad Mortem” kommer selveste Andy La Rocque på besøg i gummicellen, men det proggede og primært instrumentale nummer beskæmmes af messende og ekstremt enerverende gentagelser af ’Ab Imo Pectore. All For Death’. Det bliver bare for dumt. Og spild af et ellers glimrende visit fra den altid blændende La Rocque.
Bedre går det på ”Åttahundratjugo”, som er et fint klaverstykke, hvor man egentlig ikke helt kan finde ud af, om det er mismodigt eller svagt optimistisk. Dejligt med lidt dualitet igen, inden det går løs med albummets sidste skæring, ”Den Permanenta Sömnen Kallar”, der i løbet af sine ti minutters varighed aldrig slipper taget i os sagesløse lyttere. Det her er Shining, som det skal være: intenst, insisterende, uafviseligt og så selvfølgelig en lille smule fucked up. Igen er der lidt Enslaved over det i perioder, men nummeret har alligevel et umiskendeligt præg af Shining og er dermed en passende afslutning på svenskernes trods alt ret vellykkede 12. studiealbum.
Lev med det!
Der er altså momenter på dette album, der viser Shining, når de er bedst, samlet set er der dog lidt for meget stilstand og for få højdepunkter. Men er vi nu i det mindste blevet klogere på dilemmaet omkring kunstneren og hans kunst? Tvivlsomt, men en konklusion trænger sig alligevel på. For i tilfældet Shining/Niklas Kvarforth er kunstneren, på godt og ondt, helt umulig at adskille fra kunsten. Der er ikke noget Shining uden Kvarforth, og uden Shining har Kvarforth intet sted at gøre af alle sine voldsomme følelser. Så gør, som Mette foreslår, eller lad være. Det hele kan jo i virkeligheden være fuldstændigt ligegyldigt…
