Jeg indrømmer med det samme, at jeg i øjeblikket har genopdaget mit bløde punkt for god, lige ud af landevejen bluesbaseret rock. Som sådan kommer det gamle Texas-band Seventh Rizes nye album "Full Moon" meget belejligt: Det er netop en omgang moderat hård rock med rødder i Deep Purple og en masse anden halvheavy bluesrock. Forsanger Stacy "Big Daddy" Humphries (der, som navnet antyder, ikke er nogen helt lille mand) har en god rå stemme til formålet, mindre nasal end f.eks. Ian Gillan, men ellers blueset og groovebevidst på samme måde.

Numre som titelnummeret og "Torn" swinger rigtig fedt og er svære at sidde stille til, hvis man er modtagelig for stilen. "One Last Time" er en rimelig sødsuppet ballade, der lyder som nyere Deep Purple i et sentimentalt hjørne, mens "I'll Be There" har en ganske lækker Winger-agtig kombination af lidt mere krydrede pop-harmonier og heavyrock-drive. Ellers er de fleste numre skåret over klassiske bluesskemaer med nogle cool riffs ind imellem.

Der er generelt mange gode ideer på "Full Moon", omend det ikke er dem alle, der bliver fulgt ordentligt til dørs - nogle numre får lov at blive lidt for ensformige. Men albummet har en dejlig varm, hyggelig atmosfære og musikernes håndværk er solidt. Det er bestemt ikke nogen uomgængelig skive, men hvis man har en periodisk svaghed for det groovy, bluesede, så er Seventh Rize ikke noget helt ringe bekendtskab.