
Landet, som flyder med håndværkersukker og finanssne
Colombia. Porten til Sydamerika, hvor frodige skove bugter sig gennem smukke bjerge og dale, hvis fornemmeste opgave er at skjule årsagen til, at samtlige finansfolk verden over kan holde til aktiemarkedets voldsomme udsving. Er man dog ikke aktiehaj, så har landet meget andet at diske op med. På metalscenen er det nok Inquisition, som, af forskellige årsager, er mest kendt. Men i de sidste små 30 år har No Raza også drysset de tunge toner ud over det colombianske folk, og midt i maj dryssede der minsandten pladen Tyrona ud af ærmet.
Immolation og Eluveitie bør ikke være gode naboer
Man skal dog ikke være bange for hverken atypisk black metal eller personlige problematikker hos No Raza. Det er tydeligt Immolation-inspireret død, som i stedet for New Yorks støjende dissonans trækker på Colombias natur og kultur.
Navnligt lyder pladen til at være gennemsyret af det had, som Colombias oprindelige befolkning har over for, hvordan det moderne menneske behandler naturen. “Looters” lægger bestemt ikke skjul på sin forkærlighed for Immolation, og den tunge tordnende dødsmetal lyder som en utvetydig krigserklæring mod verdens rovdrift på naturen. Nok er det ikke en musikalsk revolution, men nummerets melodiske kant distancerer sig alligevel nok fra storbydøden til, at det fungerer. Samme formel trækker “Afterlife” på, men tilføjelsen af akustisk guitar giver lige stammevinklen et lidt tydeligere præg. Men netop tung tromledød med et melodisk afbræk er sådan set, hvordan hele Tyrona kan opsummeres. Der er dog en vis herlighedsværdi i, når “Overflowed” blaster derudaf, mens riffet agerer stammefolk, der svinger obsidian-sværdet og lader det savtakkede våben rykke gennem krybskytter og skovhuggere. At “Estable Corrupción” tilføjer et blacket element til denne blodtørst, gør bestemt ikke udtrykket ringere og stiller dig samtidig spørgsmålet, om ikke rositaplankebordet burde have været eg, og den pudu, som pryder væggen, kunne have været et rådyr.
I deres mission for at sparke parasitterne ud af Colombia laver No Raza dog også et par fejltrin. Nok har “Imperial Holocaust” også en fin blacket kant, men samtidig har nummeret en unægtelig klang af tidlig Panzerchrist, hvor kampvognen kun lige har nok kræfter til at holde sig i tomgang. Det største problem med Tyrona er dog den meget svingende mængde af melodiske indspark. Oftest holder dette sig til en solo, eller et c-stykke, men på et nummer som “Outbreak” stikker det helt af. Omkvædet, c-stykke, outro, alt på nær versene, er så tyvstjålet fra Eluveitie, at ikke engang den gode Chrigel Glanzmamn ville kunne høre forskel. Noget, der bør lyde som noget andet, men ikke gør det, er Bathory coveret “Ring of Gold”. Oprindeligt et fint akustisk folk nummer, som colombianerne synes, skulle bøffes op til en gang overgearet melodøds/power, som alle, der har beskæftiget sig med den melodiske side af finsk metal, har hørt flere gange, end Quorthons lig kan rotere på nummerets knap fem minutter.
Nedslagtning af krybskytter bør udelukkende være beskidt arbejde
Når det så er sagt, så er Tyrona en ganske hæderlig plade, hvor No Raza egentlig lykkes udmærket med at trække Immolation-døden over mod Colombias stammefolk og deres syn på verden. De melodiske aspekter, som kun er en lidt for entusiastisk fløjte fra at være træls folk-metal, bør bestemt tages op til grundig overvejelse, men decideret elendige er de langt fra. Så kan man abstrahere fra, at No Raza gerne vil spille to forskellige plader på en gang, så synes jeg bestemt, at man skal dykke længere ned i bandets tidligere udgivelser.