Neopolis rejser sig af tragediens aske

Funeral doom, post-black og deathgrind – italieneren Riccardo Conforti, amerikaneren Jeremy Lewis og belgieren Olmo ’Déhà’ Lipani har tilsammen været hele raden rundt. Med debutalbummet Neopolis vender trioen bag Lights of Vimana blikket væk fra de jordbundne landskaber, de tidligere har været med til at forme, og retter i stedet fokus mod det dystopiske og det abstrakte. Selve titlen trækker på ’Neapolis’ – et oldgræsk begreb for ’den nye by’ – som historisk refererer til bosættelser, der rejste sig af ruinerne fra den gamle verden. I denne kontekst fremstår Neopolis som en dyster fremtidsvision, hvor en ny samfundsorden søger at etablere sig i kølvandet på civilisationens kollaps. Ambitionerne er ikke til at tage fejl af – det mærker man tydeligt. Spørgsmålet er blot, om d’herrer også besidder evnerne til at indfri dem?

Gotisk doom går til filmen

Svaret manifesterer sig i fem indholdsrige akter – som et gotisk sci-fi-drama fremvist gennem doomens drævende filmrulle. For Neopolis er i høj grad et handlingsforløb, der tilstræber at forene det monumentale med det melodiske, det atmosfæriske med det filmiske. Det er doom metal med sans for dramaturgi – et narrativt landskab, der ikke bare bør høres, men opleves. Bygget op omkring et diskret leje af bløde basanslag, let forvrængede synths og progressive guitarhooks må jeg medgive, at mit hoved slog baglæns kolbøtter, da jeg første gang blev introduceret for ”Nowhere” med en spilletid på knap en kvart klokketime. Bevares, togturen mandag morgen i selskab med børnehaven og chefen over Slack var måske heller ikke de helt optimale vilkår for at give sig ultimativt hen. Ikke desto mindre skaber de organiske overgange i dette overvældende epos både puls og uforudsigelighed. Det er dog først ved gentagne gennemlytninger, at kompositionernes lag og dybde for alvor åbner sig.

”Endure” udvider albummets episke format efter den svulstige åbningssekvens, men evner ikke for alvor at bevare momentum. En dragende intro med kor og synths leder over i mere riffdrevne passager, hvor især kontrasten mellem klagende, renskurede vokaler og dybe growls giver dynamisk spænding. Alligevel føles nummeret mere som en idé under udvikling end et fuldendt værk. Rejsen rummer bestemt intention, men tempoet flader ud undervejs, og det efterlader en fornemmelse af et værk, der formentlig havde stået stærkere med en mere disciplineret struktur. Og netop dén tematik – formens opløsning, målets opløsning – forfølges og forstørres i ”Real”. Med en snert af Metallica-midt-90’er-vibes over sig i sin første, udprægede rockdrevne passage skifter vi pludselig gear og indtræder i en langt mere progressivt ladet doom-sfære. Overgangen sker nærmest abrupt og skaber en uro, som føles underligt tilsigtet: et sonisk ekko af den postapokalyptiske stemning, der synes at gennemstrømme hele Neopolis. Her er paralleller at drage til Hanging Garden jævnfør deres sublime anlægsarbejde i The Garden – og Lights of Vimana virker ligeledes optaget af, hvad der opstår, når det kendte smuldrer. Derfor er det også bedrøveligt, at vokalen sommetider mudrer ud i mixet, da det åbenlyst besværliggør vores forehavende med at dechifrere de lyriske oplæg.

Efter den labyrintiske intensitet i tredje akt fremstår titelnummeret ”Neopolis” som en slags intermezzo – et panoramisk vue over ruinerne snarere end en egentlig forløsning. Med sin korte spilletid og instrumentale karakter bliver det et stemningsmættet åndedræt, hvor Hans Zimmers indflydelse høres i de svulstige synthflader og den cinematisk spændte atmosfære. Men snarere end at samle trådene føles det som en forpasset mulighed. Konkluderende ”Remember Me” bringer albummet i mål med en dvælende længsel båret af strygere, kor og en vellyd, hvor også ånden af Porcupine Tree mærkes i strukturen – langstrakt, svævende og nægtende at lande. Det er smukt og nænsomt produceret, men også stædigt i sin vægring mod egentlig dynamik. Vi slutter ikke med et brag, men med en udtoning – en hvisken, der insisterer på at blive hængende i efterklangen.

Køligt lysskær over Vimana

Neopolis balancerer mellem vision og virkelighed – et værk, der i sine bedste stunder sender kølige glimt af betagende storhed gennem et gruopvækkende sci-fi-filter. Lights of Vimana har tydelig sans for både dramaturgi og æstetik, men det filmiske udtryk tager til tider overhånd på bekostning af fremdrift og fokus. Det gør albummet både fascinerende og frustrerende – en monumental manifestation, der indimellem drukner i sit eget kosmos. Som debut er det dog en præstation, der signalerer både ambition og idérigdom. Hvis trioen formår at forædle udtrykket yderligere, venter der formentlig noget endnu større i horisonten.