Måske er jeg ved at have udviklet en fordom overfor italienske prog-power bands, men det slår mig at en uhyre stor mængde mere eller mindre middelmådige Dream Theater-inspirerede bands i løbet af de sidste år er kommet myldrende ud over deres hjemlands grænser som var de ved at erobre verden og genopbygge antikkens romerrige.

Last Warning, der tilsyneladende har en del år på bagen da de startede i 1987, lægger da heller ikke skjul på at deres primære inspirationskilder har været Dream Theater og Queensryche. Men hvordan lever de romerske legionærer så op til forbillederne? Det hele lægger såmænd ganske godt ud og lyder slet ikke af vejen. Indtil sangeren Fabio melder sig på banen. For det første synger han ikke udpræget kønt. For det andet er hans stemme tynget af en noget kraftig accent, og ikke på en charmerende måde.

Alt i alt må det konkluderes at det ikke nødvendigvis er en skidt ting at Last Warning i gennemsnit tager sig syv år om at udgive hvert album. Med mindre man her ærkededikeret fan af alt hvad der har noget at gøre med denne type metal er der mange andre, langt mere spændende, albums at bruge sin tid og sine penge på.